Regeringen vil hæve forsamlingsforbud til 50 fra mandag - bryllupper undtaget

Tre gange skal grænsen for forsamlingsforbuddet revideres hen over sommeren, viser nyt udspil.

Regeringen vil hæve forsamlingsforbuddet til 50 personer fra mandag den 8. juni.

Det viser et brev, der indeholder et udspil, som er sendt rundt til partilederne.

Planen er, at forsamlingsforbuddet skal hæves i tre etaper. I første etape mandag bliver det hævet til 50 personer.

I anden etape den 8. juli hæves det til 100 personer, og i tredje etape den 8. august hæves det til 200 personer for arrangører omfattet af retningslinjer inden for de forskellige sektorer - for andre personer gælder grænsen på 100 stadig.

Lige nu er forsamlingsforbuddet på ti personer på grund af coronakrisen.

Derudover gælder en række nye undtagelser fra 8. juni, såfremt regeringens udspil bliver til virkelighed.

Forsamlingsforbuddet gælder ikke for arrangementer, hvor deltagere sidder ned, hvis arrangøren er omfattet af såkaldte sektorpartnerskabsretningslinjer.

Det vil sige, at der fra mandag kan blive åbnet for bryllupper, fodboldkampe med siddende tilskuere og sommeraktiviteter, hvor børnene sidder ned. Her vil begrænsningen dog fortsat være 500 personer.

Bryllupper og fodboldkampe undtaget

Regeringen skriver i brevet, at undtagelsen gælder både indendørs og udendørs arrangementer. Eksempelvis:

  • Et bryllup afholdt i en restaurant eller lignende, der står for mad og lokaler.
  • En fodboldkamp på stadion med siddepladser.
  • En generalforsamling afholdt i et konferencecenter.
  • Sommeraktiviteter for børn og unge.

Der er dog stadig et øvre loft på 500 personer, der gælder indtil den 31. august.

For aktiviteter indendørs vil den eksisterende kvadratmeterregel stadig gælde. Den lyder på, at der må være en person på to kvadratmeter. Den gælder lige nu for blandt andet restauranter og kulturarrangementer.

Den udvides, så den gælder alle lokaler, hvor kunder og besøgende primært sidder ned, forudsat at den ansvarlige arrangører er indbefattet af sektorpartnerskabsretningslinjer.

Politiet kan stadig nedlægge opholdsforbud i alle tre etaper.

Partilederne får en hurtig deadline for at melde tilbage - regeringen har bedt dem allerede melde tilbage i morgen om, hvorvidt de kan acceptere udspillet eller ej.

Derefter vil der være forhandlinger hen over weekenden, lyder det i brevet til partilederne.

Bredt flertal klar

Der tegner sig dog allerede et bredt flertal for forslaget fredag aften.

Venstre, De Radikale, SF og Enhedslisten vil alle sige ja til regeringens forslag om at lempe forsamlingsforbuddet, så man allerede fra mandag kan samles op til 50 personer.

Pia Olsen Dyhr, formand for SF, mener, at tiden er til det, når man ser på smittetallene for coronavirus.

- Det ser rigtig positivt ud. Men det er stadig med en løftet pegefinger om, at hvis udviklingen vender, er vi nødt til at stoppe, siger hun.

Hos Venstre siger politisk ordfører Sophie Løhde, at man i lang tid har efterlyst en plan for at hæve grænsen for forsamlinger.

- Men bedre sent end aldrig, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik