Regeringen vil afsætte 200 millioner mod bandekriminalitet

Regeringen har afsat 200 millioner til bandebekæmpelse på det Finanslovsforslag den kommer med tirsdag.

I kampen mod bander rockere er justitsminister Morten Bødskov (S) klar med en økonomisk indsprøjtning på bandeområdet.

Ifølge flere medier vil regeringen i sit forslag til en finanslov, som bliver fremlagt tirsdag, afsætte 200 millioner kroner til at bekæmpe rockere og bander.

- Vi skal sikre, at forebyggelsen forstærkes, altså at unge ikke havner i de her modbydelige miljøer, og så skal vi sikre, at der er en hjælpende hånd til dem, der vil ud af banderne, siger Morten Bødskov til dr.dk.

For nylig fremlagde Rigspolitiet en opgørelse over antallet af skudepisoder begået i bandemiljøet. Ifølge den har der i første halvår af 2013 være 49 banderelaterede skyderier.

I samme periode har politiet beslaglagt 89 skydevåben, som efter politiets opfattelse har forbindelse til bandemiljøet.

Ifølge Rigspolitiets opgørelse er 31 mennesker blevet såret af knivstik eller skud i forbindelse med bandekriminalitet i løbet af årets første seks måneder.

Ud over de 200 millioner kroner er det også planen, at der i efteråret skal fremlægges en bandepakke med lovændringer.

- Der bliver tale om nye efterforskningsredskaber til politiet, og der bliver tale om strafskærpelser, siger Morten Bødskov til Berlingske Nyhedsbureau ifølge b.dk.

I 2009 vedtog Folketinget en omfattende bandepakke med massive strafskærpelser. Dengang blev den såkaldte bandeparagraf indført i straffeloven.

Paragraffen giver mulighed for at fordoble straffen i sager om personfarlig kriminalitet, som bunder i en bandekonflikt. Det betyder, at strafudgangspunktet for et bandedrab er fængsel på livstid.

Paragraffen har endnu ikke været anvendt i forbindelse med drab, men i flere sager om drabsforsøg har den udløst strenge straffe.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik