Følg med i livebloggen nederst i artiklen
Regeringen, SF, De Radikale og Enhedslisten er enige om en genåbning af samfundet. Doorstep klokken 11, oplyser Justitsministeriet.
- Justitsministeriet, Sundhedsministeriet og Børne- og Undervisningsministeriet inviterer til doorstep i dag kl. 11.00 om, at regeringen, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten er blevet enige om en genåbning af samfundet, står der i en pressemeddelelse.
De nuværende coronarestriktioner udløber i denne uge, så lempelserne vil gælde fra 1. marts.
Blå partier forlod forhandlinger
De blå partier faldt fra tirsdag aften efter mange timers drøftelser. Alternativet røg i svinget onsdag formiddag.
- Alternativet har netop forladt forhandlingerne om genåbning af Danmark. Det har været seriøse forhandlinger, men Alternativets prioriteter har ikke kunnet efterkommes tydeligt nok, skrev Alternativets eneste folketingsmedlem, Torsten Gejl, på Twitter kort før indkaldelsen til doorsteppet.
De nærmere detaljer i aftalen kendes ikke endnu. Men både regeringen og støttepartierne har allerede meldt ud, at aftalen vil læne sig meget op af en ekspertgruppes anbefalinger til en genåbning.