Regering sjofler løfte i sag om fixerum

Flere organisationer kritiserer nu regeringen for at bryde løfte om "god regeringsførelse" i sag om fixerum.

"Regeringen vil sikre høj lovkvalitet gennem rimelige høringsfrister".
Det står lige dér på side 76 i regeringsgrundlaget, men ordene er tilsyneladende ikke det papir værd, de er trykt på.

Flere organisationer kritiserer nu regeringen for totalt at sjofle regeringsgrundlagets løfte om "god regeringsførelse" i sagen om fixerum, som regeringen og Enhedslisten har besluttet at give tilladelse til.

Advokatrådet fik blot fire dage til at summe på lovforslaget, og det tangerer en hån, mener organisationen. Rådet for Socialt Udsatte fik én sølle hverdag, mens Dansk Socialrådgiverforening fik to arbejdsdage, viser høringssvarene.

Advokatrådet skriver i sit høringssvar, at man finder forløbet omkring fixerum "særdeles beklageligt".

- Det er meget uheldigt, at vi får så kort tid til at forholde os til denne her sag, siger Advokatrådets generalsekretær, Torben Jensen.

- Det rimer bestemt ikke på regeringens meget klare løfte om at sikre god regeringsførelse, og noget tyder jo på, at man slet ikke er interesseret i at høre hverken vores eller andres holdning til lovforslaget, siger han.

Også Rådet for Socialt Udsatte - der ellers i mange år har talt for oprettelsen af fixerum, og som derfor støtter selve indholdet i lovforslaget - er stærkt kritisk over for det, der altså skulle forestille "god regeringsførelse".

"Det er uacceptabelt taget i betragtning, at lovforslaget introducerer et helt nyt tilbud, hvor der bør være længere tid til at overveje og drøfte de forskellige aspekter af det konkrete forslag", skriver rådet i sit høringssvar.

Gadejuristen kalder fristen "urimeligt kort", mens socialrådgiverforeningen direkte gør "kraftig indsigelse overfor den helt urimelige høringsfrist."


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik