Rådhussalg sunket i grus

Finansmanden, den tidligere konservative spindoktor Erik Skov Pedersen, har via sin advokat Michael Amstrup i dag meddelt Roskilde Kommune, at finansmandens anpartsselskab Byg Pro 1 ikke er i stand til at betale de 28 millioner kroner, som selskabet mangler at betale for købet af det gamle Gundsø Rådhus.

- Vi har i dag fået på skrift, at Byg
Pro 1 ikke ser sig i stand til at betale de 28 millioner kroner.
Vi ved samtidig, at den eneste kapital, der er i Byg Pro 1, er
de 125.000 kroner, som det koster at stifte et anpartsselskab.
Så nu må vi se, om vi af mere principielle grunde vil forfølge
sagen, siger Roskilde Kommunes kommunaldirektør Henrik
Kolind.Selskabet Byg Pro 1 blev stiftet få dage før, Erik Skov
Pedersen skrev under på købsaftalen af Gundsø Rådhus i december
sidste år. Ved den lejlighed betalte Erik Skov Pedersen en
million kroner til Roskilde Kommune. De resterende 28 millioner
kroner af den samlede købesum på 29 millioner kroner skulle
betales, når Roskilde Kommune havde færdiggjort den lokalplan,
der skulle bane vejen for det ældrecenter, som Erik Skov
Pedersen angiveligt havde planlagt at etablere i det gamle
rådhus.Roskilde Kommunes byråd ventes i eftermiddag at vedtage
denne lokalplan. Og dermed skulle de 28 millioner kroner ifølge
det underskrevne skøde betales. Men de penge kan Roskilde
Kommune nu skyde en hvid pind efter.Ifølge kommunaldirektør
Henrik Kolind begrunder Erik Skov Pedersens advokat det
kollapsede rådhuskøb med finanskrisen. DAGBLADET Roskilde har
tidligere beskrevet, at Erik Skov Pedersens finansielle
samarbejdspartner i projektet, finansmanden og den tidligere
mangemillionær Peter Forchhammer og hans investeringsselskab
Synerco, var nødlidende. Peter Forchhammer har i dag meddelt, at
han selv begærer Synerco konkurs, og over for DAGBLADET Roskilde
forklarer han, at han intet har med Erik Skov Pedersen at gøre
mere. Erik Skov Pedersen har gentagne gange slået fast, at købet
ville blive gennemført, og han har flere gange lovet at vende
tilbage for at redegøre for finansieringen.Den tidligere
konservative spindoktor blev for alvor landskendt, da han og
hans samlever, daværende familie og forbrugerminister Henriette
Kjærs personlige økonomiske forhold var direkte årsag til, at
Henriette Kjær for snart tre år siden trak sig som minister.
Blandt andet fordi, Erik Skov Pedersen i flere tilfælde havde
betalt med dækningsløse check.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik