Psykolog fremhæver ni årsager til sommerdepression: "Risikér ikke dit helbred"

Sommeren er også en sæson, der fører depressive tanker med sig, og derfor er det godt at være opmærksom på faresignalerne. Få en psykologs indblik her.

Artiklen er oprindeligt udgivet i juli 2022, men vi synes stadig, at den er læsværdig, derfor har vi genudgivet den. God fornøjelse.

Sommer og sol forbinder mange med glæde og gode stunder, men ikke alle har den oplevelse. 

For nogle kan sommeren medføre svære tanker, ensomhed og udbrændthed. 

Det oplyser Lea Gammelgaard Jensen, der er psykolog hos Psykologerne.dk i København.

- Der er især ni situationer, der gør en person særlig udsat for at få en sommerdepression, siger hun til TV 2 Kosmopol.

quote Om sommeren får man mere ro på, og det er både positivt og negativt.

Lea Gammelgaard Jensen, psykolog

Det ville nemlig være synd at sige, at der er en bestemt årsag til, at folk får en sommerdepression.

- Det er the million dollar question. Der er ikke en forklaring, men mange forklaringer. En overordnet årsag kan dog være, at sommeren handler om forandring fra hverdagens almindelige rutiner, forklarer Lea Gammelgaard Jensen.

Ni hyppige årsager  

Lea Gammelgaard Jensen fremhæver ni årsager til, at folk kan opleve symptomer på sommerdepression: 

1. Ro på

-  Om sommeren får man mere ro på, og det er både positivt og negativt. Hvis du har arbejdet hårdt op til ferien, kan du risikere at føle dig udbrændt. Det er folk, som normalt kører i et meget højt gear, og som hele tiden skal præstere, jeg taler om her. Man går fra at være mega meget på, til at der er ro på, og man kan mærke sig selv, siger Lea Gammelgaard Jensen.

2. Sociale arrangementer

- De unge vil typisk opleve, at de har haft travlt og været meget sociale op til sommeren. De har måske været på Roskilde Festival og har haft en uge med fart på. Men lige pludselig tager alle vennerne på ferie med deres familie, og så er man efterladt. Det kan være svært, og man kan komme til at føle sig lidt alene, oplyser Lea Gammelgaard Jensen.

3. Sammenligning med andre

- Nogle bruger deres ekstra fritid i sommeren på at reflektere over alle de ting, som de længes efter eller har mistet. Man kan opleve skuffelse og have følelsen af, at ens egne drømme er forliste. Man sætter spørgsmålstegn ved, om der er noget godt i sigte for en, og man kan føle sig modløs og magtesløs, siger Lea Gammelgaard Jensen.

4. Traumer

- Nogle forbinder sommer med noget skidt. Det kan skyldes en tidligere sommerdepression eller en negativ oplevelse i barndommen. Det kan være dine forældre var alkoholikere og at du som aldrig holdt sommer ligesom alle andre. På den måde kan dit system associere sommeren med noget svært og hårdt, forklarer psykologen.

5. Forandringer

- Sommeren er tidspunktet for forandring. Uddannelsen er forbi, du skal flytte eller skifte job. En overgang kan være svær for mange, og man betvivler sine egne valg, og stiller mange eksistentielle spørgsmål, siger Lea Gammelgaard Jensen.

6. Løs struktur

- Nogle er sårbare overfor ændrede rutiner. De mere afslappede rutiner er ikke afslappende for alle. Børnene er måske hjemme hele tiden og det er ikke alle der trives i det. For nogle er manglen på struktur er lig med kaos, forklarer psykologen.

7. Kropsstigma

- Sommeren er en tid, hvor vi smider tøjet, og vi instagrammer vores kroppe. Her kan nogle føle sig utilstrækkelige, grimme eller tykke. Sommeren får alt det frem i lyset. Du får sammenlignet dig selv med de slanke, brune og lækre mennesker, og det kan være svært, oplyser Lea Gammelgaard Jensen.

8. Ensomhed

- Folk der i forvejen føler sig ensomme, vil ofte opleve den følelse mere om sommeren. Man kan tydeligt se, at alle andre har venner, og det kan styrke oplevelsen af at være venneløs. Sommeren er på mange måder en højtid ligesom julen. Hvis du ikke kan kende dig selv i det her med at være sammen med andre, så kan det være svært, siger psykologen.

9. Bekymringer

- Man har mange bekymringer, som får frit spil om sommeren. Økonomi, ægteskabet, jobbet, energikrisen, coronakrisen og helbredet. Det er alle legitime bekymringer, men det kan være hårdt, hvis man giver bekymringerne meget plads, fortæller Lea Gammelgaard Jensen.

Du behøver ikke have en depression

Bare fordi man oplever en af de ovennævnte ting, så behøver man ikke have en sommerdepression, understreger psykologen. 

Men hvis du oplever at føle dig ensom, udbrændt, følelseskold, urolig, ængstelighed eller har en ændret søvnrytme, så mærk efter, og søg hjælp, hvis du har behov for det, siger Lea Gammelgaard Jensen.

For det er meget vigtigt, at man søger hjælp.

- Man må ikke lade stå til. Ofte drejer det sig om få samtaler med en psykolog, og så har man det bedre. Det er svært at finde ud af selv. Man skal række ud til, en man har tillid til og bede om hjælp. Man skal bede om hjælpen direkte og ikke kun hentyde, at man har brug for hjælp, råder psykologen og uddyber:

- Det er farligt at antage, at det går i sig selv igen. Det er at gamble med dit mentale helbred, og det kan jeg ikke anbefale.

Gode råd til ramte og pårørende

Udover at søge hjælp, er der nogle ting man selv kan gøre for at få det bedre:

- Gå en masse ture i naturen, dyrk sport og gør ting, der gør dig glad. Særligt til dem som føler sig udbrændte og stressede, skal de ikke leve efter andres forventninger. Man skal lære at sige nej, og få styr på sine prioriteter. Folk dunker sig selv oven i hovedet over, at de ikke har mere overskud eller ikke når mere, men de er bare meget ambitiøse i forvejen. Du må gerne være 20 procent arbejde og 80 procent mor i dag. Du skal ikke være 100 procent på alle fronter, råder Lea Gammelgaard Jensen.

Hun har også nogle råd til pårørende, som mistænker, at en ven eller et familiemedlem har en sommerdepression. Eller måske rettere et råd til, hvad man ikke skal gøre.

- Det værste man kan gøre er at komme med råd, som personen ikke har bedt om. Depressive går i forvejen med tanker, om hvad de burde gøre, så råd hjælper ikke. Snak med dem på en nænsom måde og forklar, at de virker lidt triste, og spørg, om de er okay. Spørg om der er noget, du kan hjælpe med, afslutter Lea Gammelgaard Jensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik