Provinsoprør mod rige hovedstadskommuner breder sig

I alt 61 provinskommuner bakker op om et krav til regeringen om at fjerne givtig aftale for hovedstadskommuner

Det økonomiske oprør fra det vestlige Danmark mod hovedstadsområdet breder sig, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Midt i september gik otte provinsborgmestre med Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard (S), i spidsen til regeringen med et krav om at fjerne den såkaldte hovedstadsudligning og i stedet øge udligningen på tværs af landet tilsvarende.

De otte borgmestre har siden fået støtte fra i alt 61 ud af 64 provinskommuner til oprøret mod det, som nogle har kaldt "De riges klub". De sidste tre mangler endnu at svare.

Gennemføres det, vil der blive taget 2,4 milliarder kroner om året fra de 34 kommuner i hovedstadsområdet til fordeling i resten af landet. Alene for København ville regningen lyde på over 500 millioner kroner.

Blandt støtterne er Kalundborg, hvor kommuneforeningen KL's formand Martin Damm (V) er borgmester. KL holder typisk lav profil i udligningsspørgsmål, fordi man skal være "fagforening" for alle 98 kommuner.

Martin Damm har da også tidligere sagt, at han forholder sig neutralt til kravet fra de otte borgmestre, men som borgmester i Kalundborg støtter han initiativet.

Hovedstadsudligningen stammer fra 1930'erne, da København var i pengemangel og havde brug for tilskud.

Københavns overborgmester Frank Jensen (S) mener, at en aflivning af hovedstadsudligningen ville skabe en ghettodannelse i hovedstaden med en opdeling mellem fattige og rige kommuner, som vi ikke tidligere har set i Danmark.

Timingen i provinsborgmestrenes initiativ skal ses i lyset af, at kommissoriet for et regeringsudvalg, der skal arbejde med en ændring af udligningssystemet fra 2018, er ved at blive fastlagt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik