To projekter i TV 2 Lorrys område nomineret til særlig pris

Det Kriminalpræventive Råd skal igen overrække en pris til et projekt, gruppe eller person, som har gjort noget helt særligt for at forebygge kriminalitet blandt unge. To af de i alt tre nominerede er fra TV 2 Lorrys område.

Hvert år bliver Den Kriminalpræventive Pris overrakt til en person, et projekt eller en gruppe, som har gjort en helt særlig kriminalitetsforebyggende indsats i året, der er gået.

Tre projekter er i år nomineret, og to af dem ligger i TV 2 Lorrys område.

Projektet Unge på Kanten har siden januar 2018 arbejdet for at afholde en gruppe drenge i Helsinge i Gribskov Kommune fra at begå kriminalitet.

quote Det er så vigtigt at tilbyde unge mennesker der er på vej ind i kriminalitet, nogle gode fællesskaber og positive alternativer til gadelivet og et liv i periferien af bandekriminalitet

Christina Hviid, forebyggelseschef i Det kriminalpræventive Råd

Projektet blev startet af Gribskov Kommune for at få en gruppe lokale drenge til at holde sig væk fra bandemiljøet og skabe sunde relationer uden kriminalitet.

Projektet er et forebyggende projekt, og ifølge Christina Hviid, forebyggelseschef i Det Kriminalpræventive Råd, er netop forebyggelse vigtigt for at få de unge væk fra bandemiljøet.

- Det er så vigtigt at tilbyde unge mennesker, der er på vej ind i kriminalitet, nogle gode fællesskaber og positive alternativer til gadelivet og et liv i periferien af bandekriminalitet. Derfor er vi glade for at nominere Unge på Kanten til Den Kriminalpræventive Pris 2019, siger Christina Hviid.

Forældresamarbejde har været det vigtigste

Niels Buhl Axelsen er teamchef for familie- og unge indsatsen i Gribskov Kommune, og han lægger særlig vægt på det arbejde, som medarbejderne i kommunen har udført.

Der har været arbejdet på kryds og tværs af myndigheder, og særligt involveringen af de unges forældre i projektet har haft stor betydning for resultatet.

- Vi har fokuseret på otte unge i to og et halvt år. Det allervigtigste undervejs har været samtalerne med forældrene, og det helt særlige for det her projekt er også, at det går på tværs af myndighederne. Både skole, politi og SSP er inde over, og vi har ligesom dannet en ring om de unge, fortæller Niels Buhl Axelsen til TV 2 Lorry.

- Vi er i Gribskov Kommune meget stolte over nomineringen, og det er fedt at blive anerkendt for at være ekstra kreative i dette projekt, fortæller han.

Projektet Unge på Kanten er fortsat i gang, oplyser Niels Buhl Axelsen til TV 2 Lorry.

Mangler stadig 600.000 kroner

FISKEN er en forening på Vesterbro i København. Der er gratis rådgivning, og foreningen hjælper unge mellem 13 og 24 år med at skabe forbindelse til uddannelse via fritidsjobs og mentortilbud. Foreningen har eksisteret i 34 år og er også med i nomineringen til årets Kriminalpræventive Pris.

quote Vi ved at, at fællesskaber, lyttende ører og fritidsjob kan afholde unge fra at blive involveret i kriminalitet

Christina Hviid, forebyggelseschef i Det kriminalpræventive Råd

Om FISKENs arbejde med de unge udtaler Christina Hviid, at netop samtaler som stedets frivillige medarbejdere tilbyder, er en vigtig faktor når det handler om at afholde unge fra at komme ud i kriminalitet.

- FISKEN arbejder for at give børn og unge et frirum i hverdagen, en sikker havn væk fra gaden, hvor de bliver mødt af frivillige hjælpsomme voksne, mentorvejledning og hjælp til fritidsjob og uddannelse. Vi ved at, at fællesskaber, lyttende ører og fritidsjob kan afholde unge fra at blive involveret i kriminalitet, og derfor nomineres FISKEN til Den kriminalpræventive Pris, fortæller Christina Hviid.

Ena Juhl er leder hos FISKEN på Vesterbro, og hun er stolt og glad for nomineringen til dette års Kriminalpræventive Pris.

Foreningen er dog stadig noget mærket af at være blevet overset i budgetforhandlingerne for i år, hvor stedet ansøgte om 600.000 kroner, og ingenting fik. Nu håber FISKEN, at nomineringen kan sætte fokus på det vigtige arbejde, de frivillige hver dag gør for de unge.

- Det er rigtig dejligt, at vi er nominerede, det er vi selvfølgelig stolte og glade ved. Og vi håber da, vi får den pris, fortæller Ena Juhl, leder af FISKEN, til TV 2 Lorry.

Ud over de to projekter er Digital Tryg Skanderborg nomineret til den fornemme pris for et særligt godt stykke arbejde med unge mennesker.

Prisen er på 50.000 kroner, og overrækkes af justitsminister Nick Hækkerup tirsdag 19. november i DGI byen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik