Prisen for bankfilialer igen i spil

Prisen for den krakkede Roskilde Banks filialnet er nu igen i spil.

Oprindeligt var den samlede pris aftalt til 550 millioner
kroner, da Nordea, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank tilbage i
september sidste år købte 21 filialer i den krakkede bank.
Men dette tal kan nu vise sig at skrumpe væsentligt ind.
Forklaringen er, at de tre køber banker langt fra mener, at
filialerne er de 550 millioner kroner værd. Det forklarer kilder
hos alle de tre køber banker, som dog ikke ønsker at lægge navn
til, fordi der er lavet en aftale mellem de tre banker og
afviklingsselskabet efter Roskilde Bank, om ikke at kritisere
hinanden.
Allerede nu har de tre banker returneret 1400 erhvervskunder,
hvis økonomi var i en så ringe forfatning, at de ikke ønskede at
fortsætte med dem som kunder. Dertil kommer flere tusinde
private kunder, som ventes at blive returneret, når de tre
banker formentlig med udgangen af januar er færdige med at
gennemgå alle private engagementer i filialerne.
Ifølge DAGBLADETs oplysninger udgjorde risikoen alene ved de
1400 returnerede erhvervskunder flere gange de 550 millioner
kroner, som var den aftalte købspris for filialerne.
DAGBLADET fortalte mandag, hvordan bankfolk i de tre banker
var chokerede over den krakkede banks udlånspolitik, der
betegnes som dybt, dybt kritisabel. Derfor rummer overtagelsen
af de mange filialer en række problemer, som kan få indflydelse
på den endelige pris:
* Kundegrundlaget bliver kraftigt reduceret i takt med, at
tusindvis af dårlige erhvervskunder og private kunder returneres
til afviklingsbanken efter Roskilde Bank.
* Filialkøbet har givet de tre køber banker masser af negativ
omtale, fordi de har fået kritik for at returnere kunder.
* Bankerne har overtaget den medarbejderstab, som har været
med til at give de alt for store kreditter. Det stiller
spørgsmålstegn ved kvaliteten af medarbejderne.
* Filialkøbet giver ikke de tre banker den forventede
markedsposition i Roskilde Banks område.
Bestyrelsesformand Henning Kruse Pedersen, der er indsat af
Danmarks Nationalbank som bestyrelsesformand i afviklingsbanken
efter Roskilde Bank, erkender, at der formentlig vil komme en
genforhandling af prisen.
- De tre banker kendte ikke kreditkvaliteten i de enkelte
engagementer, da de købte filialerne. Derfor aftalte vi
muligheden for en genforhandling, da filialerne blev solgt. Og
den aftale vil vi selvfølgelig leve op til, siger Henning Kruse
Pedersen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik