Præst tilbyder Fadervor og fadbamser

Ågerup Kirke og Gundsø Bodega slår pjalterne sammen til arrangementet »Gud og Fadbamser«, skriver DAGBLADET Roskilde.

Kirken skal forny sig selv, og i jagten på at komme i kontakt med menigheden har et arrangement som »Gud og Spaghetti« gået sin sejrsgang blandt børnefamilier.
Men forsøget på at møde nye målgrupper stopper ikke her for Kristian Gylling, ny præst i Ågerup/Hvedstrup/Kirkerup. Fredag den 3. april klokken 18.00 har han slået sig sammen med Gundsø Bodega om arrangementet »Gud og Fadbamser«.
Kristian Gylling har allerede besøgt Gundsø Bodega og blev mødt med nogle overraskede ansigter og ordene »jamen, det er jo præsten«.
- Det handler jo for kirken om at møde mennesker, hvor de er, og hvis dem, der bruger bodegaen, godt vil sidde og snakke med mig og gider at tale om det, jeg står for, så skal jeg være et skarn, hvis jeg ikke bruger den mulighed. Det er det, som er baggrunden for arrangementet. Der bliver jo også talt om venskaber og vores eksistens på en bodega, siger Kristian Gylling.
Arrangementet kommer til at bestå af, at Gundsø Bodega serverer lam, og der vil blandt andet blive serveret påskebryg.
- Det er jo alt andet lige bedre at sidde på bodegaen og tænke på Gud end sidde i kirken og tænke på bodegaen, lyder det fra Kristian Gylling.
Der er plads til 40 ved arrangementet, og de 100 kroner, som det koster at deltage, har ikke skræmt folk væk. Hos Gurli Sørensen på Gundsø Bodega er den røde lampe for længst hængt ud til en aften, som bliver med en blanding af stamkunder og folk, som Gurli Sørensen ikke har mødt før.
- Vi har solgt alle 40 pladser. Jeg gik med til arrangementet, fordi Kristian Gylling er en meget levende præst, og aftenen kommer jo til at handle om at komme hinanden ved og de venskaber, som også knyttes på en lokal bodega som vores, siger Gurli Sørensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik