Populære måltidskasser får ny stor konkurrent i dag

Der er et stort marked for måltidskasser, og i dag melder en ny spiller sig på banen og udfordrer konkurrenterne på deres fleksibilitet.

Måltidskasser er et madkoncept, der på kort tid er blevet populært i Danmark - ikke mindst i hovedstadsområdet. 

Kort fortalt går konceptet ud på, at man bestiller og får leveret en kasse med råvarer og opskrifter til sin hoveddør.

Man kan selv vælge, hvilken type måltider man vil have, samt hvor mange personer og hvor mange dage, der skal være mad til. 

Dermed slipper man for selv at finde på madplaner og købe ind i supermarkedet. Noget der for mange er en hjælp i en travl hverdag. 

Ny stor spiller på markedet

I dag er nogle af de store aktører på markedet Aarstiderne, RetNemt, Simple Feast, Coop, Skagen Food og Kokkens Hverdagsmad. 

Onsdag får de dog en ny stor konkurrent i form af Danmarks største onlinesupermarked Nemlig.com, der indtil videre har specialiseret sig i dagligvarer, men som nu også lancerer deres egne måltidskasser, så man kan få leveret begge dele på én gang. 

- Vores måltidskasser skal gøre hverdagens madlavning og dagligvareindkøb endnu nemmere for vores kunder, og derfor kan vi nu tilbyde Danmarks mest fleksible måltidskasse, der både passer ind i en hektisk og foranderlig hverdag og som sikrer sunde og velsmagende retter på middagsbordet, siger Stefan Plenge, der er administrerende direktør og stifter af Nemlig.com.

Der er over 10.000, der har skrevet sig på venteliste til Nemlig.coms måltidskasser, som kan bestilles fra onsdag kl. 15.

Stor grad af fleksibilitet

Nemlig.com mener selv, at virksomhedens nye måltidskasser skiller sig ud, fordi der er en stor grad af fleksibilitet for kunderne, der kan bestille deres måltidskasser alle ugens syv dage og få dem leveret den efterfølgende dag.

I store dele af TV 2 Lorrys sendeområde kan der også lægges en bestilling inden klokken 12, og så bliver måltidskasserne leveret senere den samme dag.

For mange af de andre aktører på markedet er der deadline for bestilling flere dage før en forudbestemt leveringsdag.  

- Vi oplever en kæmpe interesse i vores måltidskasser. Det er fantastisk, at over 10.000 kunder allerede har skrevet sig på venteliste til vores måltidskasser. Modtagelsen har overgået alle vores forventninger, og det vidner om, at der er stor efterspørgsel på vores fleksible løsning, der netop kombinerer indkøb af dagligvarer og måltider, afslutter Stefan Plenge.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik