Politisk flertal for havmøller ved Kriegers Flak

Selvom både Dansk Folkeparti og oppositionen har kritiseret regeringens ambitiøse energi-udspil »Energistrategi 2050« er en ting dog sikker: De ambitiøse planer for en stor vindmøllepark på Kriegers Flak bliver til virkelighed - uanset om resten af regeringens udspil bliver vedtaget eller ej. Både Socialdemokraterne og SF bakker nemlig op om planerne for vindmølleparken, og det betyder, at i hvert fald ét element i den kritiserede Energistrategi 2050 med sikkerhed bliver til noget. Det skriver DAGBLADET Køge.

- Vi er uhyre positive over for en vindmøllepark på Kriegers Flak. Vi vil stemme for planerne, uanset hvem der har regeringsmagten, fastslår socialdemokraternes energi-ordfører, Ole Hækkerup.
Samme toner lyder fra SF's klima- og energiordfører, Anne Grethe Holmsgaard:
- Det bliver det første havmølleprojekt, der kan levere strøm på tværs af flere lande. Det er super positivt, og det kan forhåbentlig blive et første skridt imod at lave flere af den slags parker, både i Østersøen og i Nordsøen, siger hun.
Regeringens ambitiøse energiudspil, der skal gøre Danmarks energiforsyning helt fri af kul og olie i 2050, har ellers fået en kølig modtagelse. Dansk Folkeparti er imod, at planerne medfører nye afgifter til virksomheder og forbrugere. SF mener derimod, at planerne ikke er ambitiøse nok. Bortset altså planerne om vindmølleparken på Kriegers Flak. Regeringen, S og SF mangler dog stadig at finde ud af, blandt andet hvornår parken skal stå færdig. Regeringen satser på 2018, mens SF gerne så den færdig allerede i 2016.
Ole Hækkerup er ikke meget for at sætte en slutdato på.
- Hvis vi sætter for stramme krav til, hvor hurtigt parken skal stå færdig, risikerer vi, at udbyderen der skal lave parken, sætter prisen i vejret. Men under alle omstændigheder er det vigtigt, at arbejdet begynder forholdsvist hurtigt. Vi har rigtig mange sjællandske metal-arbejdere og unge, der lige nu står uden arbejde, siger han til DAGBLADET Køge.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik