Politimand dømt for narko og trusler på ølbar

Betjent anrettede baner af kokain på iPhone i nattelivet i København og truede derefter et vidne.

En politimand skal 30 dage i fængsel for at have håndteret en mindre mængde kokain i det københavnske natteliv og for at true et vidne i sagen.

Dommen faldt mandag i Københavns Byret, oplyser senioranklager Anne Birgitte Stürup fra Statsadvokaten i København til Ritzau.

- Den dømte ankede dommen på stedet, fortæller Anne Birgitte Stürup.

Truede vidne til tavshed

Politimanden, som har nægtet sig skyldig i anklagerne mod ham, blev dømt for en episode ved Heidis Bier Bar i Vestergade i København. Sammen med en anden mand klargjorde politimanden to baner kokain, så de kunne sniffes. Banerne blev lagt til rette på en iPhone.

Håndteringen af det forbudte stof foregik natten til den 6. april 2012 omkring klokken halv fire.

En lille times tid senere gjorde politimanden ifølge byretsdommen sig skyldig i endnu en forbrydelse. Her truede han nemlig en mand til ikke at fortælle nogen om kokainen.

Misbrug af stilling som politimand

Ifølge sagens anklageskrift sagde politimanden til vidnet noget i retning af: "Du vil komme til at se rigtig meget til mig fremover. Du skal ikke vende ryggen til mig".

Politimanden var ud over sin omgang med kokain også tiltalt for at misbruge sin stilling som politimand.

Efter anklagemyndighedens opfattelse skete det, da en dørmand tilbageholdt politimanden umiddelbart efter narkoepisoden. Betjenten sagde i den forbindelse flere gange, at han var fra politiet, angiveligt for at slippe fri.

Retten vurderede dog ikke, at der var tale om stillingsmisbrug, og valgte at frifinde politimanden.

Betjentens anke af byretsdommen betyder, at sagen skal behandles endnu en gang. Det kommer til at foregå i Østre Landsret senere på året.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik