Politikere vil sikre Slimmingevej

Da fire unge mennesker påskesøndag mistede livet, fordi de kolliderede med et vejtræ på Slimmingevej, fik det lokalsamfundet til at stille spørgsmålstegn ved trafiksikkerheden på Slimmingevej.

Teknisk forvaltning i Køge Kommune har nu en redegørelse af Slimmingevej klar. I redegørelsen bliver trafiksikkerheden vurderet, og forvaltningen giver en række forslag til, hvordan vejen kan trafiksikres, skriver DAGBLADET Køge. Redegørelsen anbefaler for det første at forbedre oversigtsforholdene med en ændret opstribning. For det andet at flytte et busstoppested på en del af strækningen mellem Slimminge og Gørslev. For det tredje at træerne langs Slimmingevej ikke fældes. Og for det fjerde, at der gennemføres en særlig informationsindsats over for unge mellem 18 og 24 år vedrørende hastighed.
Teknik- og miljøudvalget har behandlet redegørelsen men udsat den endelig beslutning for at få tid til at se på yderligere tiltag for vejstrækningen.
- Vi har udsat sagen, fordi der på strækningen er en farlig vejkurve, og dem, der bor på strækningen, har svært ved at komme ud. Vi bør lave hastighedsbegrænsning lige på det stykke. Men vi skal have en vurdering af, hvad der er en passende hastighed for strækningen, siger formand for teknik- og miljøudvalget Mikael Mogensen (S) med henvisning til det sted på Slimmingevej, hvor ulykken skete.
Næste skridt bliver, at politiet og trafikeksperter skal se på, hvad der kan gøres for at sænke hastigheden.
- Jeg har selv kørt strækningen flere gange. Folk overholder ikke hastighedsbegrænsningerne, og det er ikke nok med skilte, siger Mikael Mogensen.På Slimmingevej er der fra 1988 til 2008 sket fire dødsulykker, hvor i alt seks mennesker er blevet dræbt. Ved alle ulykkerne har bilisterne været enten spirituspåvirkede, uopmærksomme, har kørt for hurtigt eller flere af forholdene kombineret.
Ulykken på Slimmingevej har startet en heftig debat om, hvorvidt vejtræerne skal fældes eller ej. Men umiddelbart bliver træerne altså ikke vurderet til at udgøre en trafiksikkerhedsmæssig risiko.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik