Politiet vil lave flere visitationer i København

Frem til 26. februar må betjente i dele af København tjekke folk og biler for våben uden konkret mistanke.

Efter de seneste knivoverfald i København har politiet besluttet at forlænge perioden med visitationer i dele af hovedstaden.

Situationen er alvorlig, fremgår det af en pressemeddelelse, som Københavns Politi har udsendt sent mandag eftermiddag.

Der foreligger en "særdeles skærpet konfliktsituation", hedder det.

Mandag morgen blev en 22-årig mand stukket ni gange ved en teknisk skole på Rebslagervej i nordvestkvarteret.

Og fredag aften blev to mænd i en bil stoppet og derefter stukket flere gange af en flok på op mod 10 unge på Frederiksborgvej i samme kvarter.

Begge voldshandlinger ser politiet som et udslag af opgøret mellem bander.

Bag fredagens episode står formentlig unge med forbindelse til bandemiljøet ved Blågårds Plads, mener politiet.

I den sag blev to unge mænd lørdag varetægtsfængslet, og i sagen om overfaldet på den tekniske skole skal en 19-årig fremstilles i grundlovsforhør tirsdag.

I de seneste uger har der været flere voldelige overfald både i Nordsjælland, på Vestegnen og i København.

Midt i januar indførte Københavns Politi en såkaldt visitationszone, hvor betjente må tjekke borgere for våben, selv om der ikke er nogen konkret mistanke. Også biler må undersøges.

Perioden udløber tirsdag, men mandag har politidirektør Thorkild Fogde besluttet at forlænge den til 26. februar.

Atmosfæren blandt de unge i banderne er anspændt. I flere tilfælde er der set eksempler på hårdhændet vagtvirksomhed, hvor personer hives ud af biler og overfaldes.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik