Politiet: Vi har de mistænkte for vold mod gravid

To mænd anholdt af svensk politi er med stor sikkerhed identiske med de mistænkte for vold mod kvinde i Valby.

Københavns Politi er ikke længere i tvivl om, at deres svenske kolleger lørdag morgen gjorde dem en stor tjeneste ved at anholde to mænd i Malmø.

Det viser sig nemlig, at de anholdte er identiske med to af fire mistænkte i sagen om det bizarre overfald på en 42-årig højgravid kvinde i Valby den 23. januar.

- Jeg har selv set billederne af dem sammenlignet med overvågningsbillederne fra Malmø, og jeg er ikke i tvivl om, at det er de rigtige gerningsmænd, siger John Dyrberg, central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

- Det er ansigt, men også statur og påklædning, der gør det, siger han.

Det var vagterne på hovedbanegården i Malmø, der tidligt i morges tilkaldte politiet, som dermed kunne pågribe to af de mistænkte, som vagterne genkendte fra politiets billeder offentliggjort i pressen.

Planen er nu, at en dommervagten i København skal tage stilling til, hvorvidt der er belæg for at fængsle de anholdte. Det er imidlertid uklart, om sagen allerede kommer for en dommer senere i dag.

- Det afhænger lidt af svenskerne. Vi venter på en afklaring om, hvor længe de kan holde dem. Hvis svenskerne har en grund til at fængsle dem eller kan holde på dem længere, end vi normalt kan, så kan den måske vente til i morgen, siger John Dyrberg.

Tiden for en udlevering til København afhænger af flere ting:

Dels om mændene frivilligt vil lade sig udlevere til dansk politi, og om svensk politi har kriminelle sigtelser mod dem, som først skal afgøres i Malmø.

Hvis de to mistænkte afviser at lade sig udlevere til Danmark, så skal en svensk domstol først tage stilling til det.

Politiet i København har en idé om, hvem de to anholdte er, men ønsker endnu ikke at nævne yderligere om deres nationaliteter eller opholdsstatus.

Svensk politi siger ifølge ekstrabladet.dk, at den ene er fra Algeriet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik