Politiet søger gerningsmand til overfald på 10-årig

10-årig pige blev grebet bagfra og holdt for munden af ukendt mand. Pigen formåede at slippe fri og stikke af.

Nordsjællands Politi jagter en gerningsmand, som torsdag eftermiddag overfaldt en blot 10-årig pige i Helsingør.

Overfaldet skete i det grønne område Smørhullet, hvor pigen sidst på eftermiddagen legede med nogle veninder.

- Pludselig kommer der en mand bagfra og griber pigen om munden, så hun ikke kan skrige, fortæller Henrik Suhr, der er pressekoordinator hos Nordsjællands Politi.

Det lykkedes for pigen at kæmpe sig fri, hvorefter hun løb fra stedet og tilkaldte hjælp.

- Vi er nu i gang med at afhøre de veninder, som har været til stede, og eventuelle andre vidner, og vi hører gerne fra personer, som har set noget, fortæller Henrik Suhr.

8. september blev en 14-årig pige voldtaget i en skov ved Snekkersten syd for Helsingør. Pigen sad i skoven og hørte musik, da hun blev overfaldet.

Nordsjællands Politi har endnu ikke fundet frem til en gerningsmand i den sag.

- Vi ved ikke, om der kan være tale om den samme gerningsmand. Det er for tidligt at sige, men det indgår i efterforskningen som en mulighed, fortæller Henrik Suhr.

Den 10-årige pige, som blev overfaldet torsdag, har givet et signalement af gerningsmanden. Han beskrives som en høj mand, der talte et udenlandsk sprog.

Manden var iført en hættetrøje med opsmøgede ærmer og en kasket. Pigen bemærkede, at han havde tatoveringer på begge underarme og var iført sko med hvide snuder.

Efter anmeldelsen, som politiet modtog torsdag klokken 17.29, har politiet foretaget tekniske undersøgelser på gerningsstedet.

Man har også gennemsøgt stedet med hunde i håb om at finde spor, som på sigt kan føre til gerningsmanden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik