Politiet skal spare 60 mand på tre år

I løbet af de kommende tre år skal Nordsjællands Politi skære omkring 60 stillinger væk. Politidirektøren mener, at langt størstedelen skal ske ved naturlig afgang. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Nordsjællands Politi skal de kommende år spare i omegnen af 60 fuldtidsstillinger. Sådan lyder det nu fra politidirektør Finn Borch Andersen om forventningerne til de næste tre år.
- Der er endnu ikke taget stilling til, om vi skal ud og afskedige nogen. Vi gør, hvad vi kan for at håndtere det med naturlig afgang, men jeg kan ikke afvise, at vi skal ud og afskedige i den periode, vi går ind i nu, siger Finn Borch Andersen.

Nedskæringerne kommer i kølvandet på hårde sparekrav. Sidste år blev der sparet 20 millioner kroner ved afskedigelser og frivillige fratrædelsesordninger på det administrative område, og i år skal ledelsen finde 12 millioner ekstra på budgettet og cirka 19 millioner kroner i 2013. I øjeblikket er der fremlagt et sparekatalog, og den reviderede strategi bliver meldt ud på onsdag.

Finn Borch Andersen lægger ikke skjul på, at det er en stor udfordring at finde besparelserne, når der samtidig er krav om at løse flere og mere komplicerede opgaver. Han mener dog ikke, at borgerne skal frygte, at tyveknægte og fartsyndere får frit spil, da det handler om at tænke nyt og udvikle arbejdsgangene i stedet for at få betjentene til at løbe stærkere.
- Jeg går meget op i, at det ikke bare er et spørgsmål om at løbe stærkere. Det handler om at gøre tingene på en smartere måde i stedet for, siger Finn Borch Andersen.

I Nordsjællands Politiforening mener formand Tom Steffensen dog ikke, at det kan lade sig gøre at kompensere fuldstændig ved at gøre tingene på en anden måde.
- Det er selvfølgelig ikke muligt, for så havde vi gjort det for længst. Men det her er et politisk dekret, og så er det ledelsens ansvar at organisere det, men det er en stor øvelse, som borgerne må mærke på et tidspunkt, siger Tom Steffensen.

Der er i øjeblikket alt i alt cirka 950 ansatte i Nordsjællands Politi.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik