Politiet sigter direktør i Banedanmark for embedsmisbrug

En entreprenør har anmeldt Banedanmark-direktør for embedsmisbrug til politiet, som nu har rejst sigtelse.

Københavns Politi har sigtet en direktør i Banedanmark, som udbygger og vedligeholder jernbanenettet, for embedsmisbrug. Det viser et brev fra politiet, som Ingeniøren har set.

Af brevet fremgår, at sagen "nu er sendt til juridisk vurdering" - altså en vurdering af, om der skal rejses tiltale mod direktøren. Sagsbehandleren hos politiet har ikke ønsket at uddybe sagen over for Ingeniøren.

Sigtelsen kommer, efter at Jesper Ravn, der er direktør i den private entreprenørvirksomhed Ravn Bane ApS, har meldt Banedanmark-direktøren til politiet.

Den administrerende direktør i virksomheden føler sig groft forulempet af ledelsen i det statslige selskab.

Det er yderst sjældent, at offentligt ansatte ledere bliver sigtet for embedsmisbrug, siger lektor Sten Bønsing fra Juridisk Institut på Aalborg Universitet til Ingeniøren.

- Det er typisk underordnede, som eksempelvis har taget af kassen, forklarer han.

Hvad sagen nærmere går ud på, er uklart. Men ifølge Ingeniøren har direktøren i Banedanmark forbudt sine medarbejdere at samarbejde med Ravn Bane.

Ingeniøren har desuden læst en mail fra den sigtede direktør til Jesper Ravn, hvor direktøren i april 2014 gjorde det klart, at Jesper Ravn ikke måtte gå på "strandhugst" blandt Banedanmarks personale.

- Jeg vil derfor bede dig om ikke aktivt at opsøge vores medarbejdere, hvis du ønsker fortsat at samarbejde med Banedanmark Produktion.

- Du er i din fulde ret til at slå stillinger op, men jeg bryder mig ikke om, at du udnytter vores venlighed til rent ud sagt at stjæle vores nuværende medarbejdere. Det er ufint og meget uetisk. Så stop det med det samme!, står der blandt andet.

Jesper Ravn har tidligere oplyst, at Banedanmark havde inddraget flere certifikater, som hans medarbejdere skal være i besiddelse af for at kunne arbejde på jernbanen.

Det klagede han over til Transportministeriet, som kendte afgørelsen ugyldig. Banedanmark ønsker ikke at kommentere, hvad det statslige baneselskab betegner som "interne personaleforhold", skriver Ingeniøren.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik