Politiet nøler i sag om losseplads-brand

Selv om det er lidt over tre måneder siden, Miljøcenter Roskilde indgav en politianmeldelse mod Nordforbrænding, så er Nordforbrænding ikke blevet kontaktet af Nordsjællands Politi som led i efterforskningen af storbranden på Toelt Losseplads, skriver Helsingør Dagblad.

- Vi venter stadigvæk på, at politiet henvender sig, oplyser Nordforbrændings underdirektør Jan Olsen.
- Vi afleverede en redegørelse til Miljøcenter Roskilde dagen efter branden brød ud, som miljøcenteret har videregivet til politiet. Vi har ikke selv været i kontakt med politiet efterfølgende. Vi venter stadigvæk på, at politiet henvender sig, og jeg formoder, at vi får en henvendelse på et tidspunkt. Politiet har sikkert nok at gøre med andre sager, siger Jan Olsen, underdirektør for Nordforbrænding, som oplyser, at ledelsen for Nordforbrænding ikke er blevet informeret yderligere om politianmeldelsen udover den pressemeddelse Miljøcenter Roskilde sendte ud i oktober måned, da beslutningen om at anmelde Nordforbrænding blev truffet.
Ifølge Nordsjællands Politi er der indledt en efterforskningssag mod Nordforbrænding på baggrund af anmeldelsen, som blev indgivet af Miljøcenter Roskilde på grund af overtrædelse af flere vilkår af miljøgodkendelsen, heriblandt Nordforbrændings oplysninger om, at der lå næsten dobbelt så meget affald deponeret end den tilladte mængde på 3000 tons, da branden brød ud. Således er Miljøcenter Roskildes politianmeldelse for nylig blevet vurderet af politiets juridiske afdeling.
- Sagen vedrørende Toelt Losseplads er blevet juridisk vurderet og er sendt tilbage til sagsbehandleren til videre foranstaltning, siger pressetalsmand for Nordsjællands Politi Henrik Suhr, som ikke kan give nogle nærmere oplysninger om, hvornår efterforskningen forventes afsluttet, og hvorvidt Nordforbrænding skal regne med at blive kontaktet af politiet.
- Det, jeg kan oplyse, er, at sagen forventes afklaret snarest muligt. Hvorvidt Nordforbrænding bliver kontaktet eller ej, kan jeg ikke udtale mig om. Det er op til dem, der efterforsker sagen at vurdere, om det er nødvendigt eller ej på baggrund af de oplysninger, de har, oplyser Henrik Suhr.
Henrik Suhr oplyser, at det ikke er usædvanligt, at der kan gå flere måneder inden en sag efterforskes, da politiet prioriterer, hvilke sager der skal iværksættes en hurtig efterforskning af.
- Tre måneder er ikke lang tid. Vi får mange sager og er nødt til at prioritere benhårdt mellem de sager, der ikke kan vente som for eksempel voldssager og indbrud, hvor vi skal følge op med det samme, siger Henrik Suhr.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik