Politiet mister det lokale fodfæste

Rigspolitichef undrer sig over undersøgelse, der viser, at borgernes tillid til politiet daler.

Det er gået tilbage med politiets kontakt til lokalsamfundene, men borgernes oplevelse af denne udvikling er formentlig udtryk for en generel tendens i samfundet.

Det mener rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg, der kommenterer en ny undersøgelse fra Københavns Universitet.

Kun godt halvdelen af borgerne oplever, at politiet patruljerer lokalt, viser undersøgelsen, som er lavet af professor Flemming Balvig og lektor Lars Holmberg. Tidligere mente to ud af tre, at politiet var til stede.

- Det ser jeg mest som udtryk for en generel udvikling. Folk har mistet det lokale sygehus, apoteket og slikbutikken, og de ser også mindre til politiet. Folk føler sig måske lidt forladt, siger Jens Henrik Højbjerg.

Nærheden til borgerne skal styrkes

Samtidig anerkender han dog, at det er nødvendigt for politiet at forstærke kontakten til de lokale samfund. En ny enhed for forebyggelse i Rigspolitiet har fået netop den opgave.

- Vi skal styrke det lokale politiarbejde og nærheden til borgerne, siger Højbjerg. Samtidig forsøger politiet via moderne kommunikation gennem Facebook og Twitter at holde kontakten.

Undersøgelsen viser også, at borgernes tillid er dalet kraftigt. 60 procent siger, at de har stor eller meget stor tillid til politiet, hvor andelen for nogle år siden var 80 procent.

- Det siger noget om folks holdninger og om, hvad folk oplever, siger Jens Henrik Højbjerg.

Sommetider er politiindsatsen skjult for borgerne

Han undrer sig over dette resultat. Det stemmer ikke med, at trygheden ifølge en anden undersøgelse aldrig har været så stor. Og endvidere scorede politiet højt, da et bureau sidste år tjekkede forskellige myndigheders omdømme.

- Vi er meget optaget af realiteter og resultater, og vi ved, at kriminaliteten er faldende på stort set alle områder, og det er afgørende for mig, siger rigspolitichefen.

Nogle gange er den lokale indsats skjult for borgerne. Det var således tilfældet for nylig, da betjente i Skovlunde diskret efterforskede mod hashhandlere, påpeger han.

- Nogle gange er vi ikke særligt synlige. Vi kunne da godt øge synligheden ved for eksempel at være til stede i store vejkryds. Men det giver bare ikke resultater med hensyn til efterforskning af kriminalitet, siger Jens Henrik Højbjerg.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik