Politiet mangler vidner efter bandedrab

Drabspatrulje brændte stationcar af i Gentofte, og politiet håber nu at få oplysninger fra vidner fra området.

Næsten tre døgn efter drabet på en 19-årig mand i Husum arbejder Københavns Politi fortsat på at skaffe et ordentligt signalement af gerningsmændene.

Sent torsdag aften stod en relativt høj mand ud af en sort Audi A6 på vejen Gadelandet og affyrede mindst 25 skud mod fire unge af somalisk afstamning.

Mahad Abdulqadir Abdi, der var elev på CPH West, hvor han gik på merkantillinjen, mistede livet.

Manden med automatvåbnet og hans chauffør flygtede ud til Gentofte, hvor de mellem klokken 22.30 og 22.45 brændte bilen af på vejen Sløjfen nær Ørnegårdsvej.

- Vi vil meget gerne tale med vidner, der har set nogen i forbindelse med bilen i Gentofte, siger politiinspektør Svend Foldager i Københavns Politi.

Den ni år gamle Audi A6 stationcar bil blev stjålet i Glostrup 10 dage inden drabet. I den periode kan nogen have lagt mærke til køretøjet, håber politiet.

- Det kan for eksempel være, at nogen har bemærket bilen holde parkeret et usædvanligt sted, siger Svend Foldager.

Indtil videre er vidnernes forklaringer om de to mænd i bilen meget forskellige. Nogle taler om maskering, ifølge andre havde de pakistansk udseende.

- Det er umuligt at melde et signalement ud, siger politiinspektøren.
Afbrændingen af Audi'en var så voldsom, at nogle af delene er smeltet. Netop denne metode med at fjerne beviser er tidligere set i sager fra bandekonflikten.

To af den 19-åriges kammerater blev såret, mens den fjerde ikke blev ramt, da de mange skud blev affyret.

Om de var helt tilfældige ofre, ved politiet ikke noget om endnu. Men de fire er ikke kendt for bandekriminalitet.

Torsdag aften trillede bilen langsomt frem mod gruppen på Gadelandet, som ligger få hundrede meter fra Tingbjerg-bebyggelsen.

De fire troede, at mændene i bilen ville spørge om vej. Men så steg den høje mand ud med våbnet i hænderne.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik