Politiet løslod arkitekt bag gallaaktion

Hovedansvarlig for Greenpeace-aktion blev løsladt af politiet og hygger sig i Sverige, mens hans kammerater sidder fængslet i København.

Københavns Politi løslod selv arkitekten bag Greenpeace-aktionen på Christiansborg under klimatopmødet. Fire aktivister fortsat sidder fortsat fængslet - fordi der ifølge politiet stadig er gerningsmænd på fri fod.

Greenpeace-aktivister kørte den 17. december med i kortegen af verdensledere til gallamiddag på Christiansborg og gjorde grin med sikkerheden, da de i forhallen hev bannere frem med teksten "Politicians talk - Leaders ACT" ("Politikere snakker - ledere handler").

Ifølge Københavns Politi var aktionen planlagt og godkendt af Dimi Litvinov, chef for havmiljøprogrammet i Greenpeace Norden. På tidspunktet for aktionen sad Litvinov varetægtsfængslet for at opfordre til vold og uro under demonstrationen "Reclaim Power" mod klimatopmødet i Bella Center dagen før aktionen på Christiansborg.

To dage efter aktionen blev han løsladt af politiet, som formoder, at Litvinov nu befinder sig i Sverige, hvor han har sin bolig.

- Meget tyder på, at han har godkendt aktionen og er hovedansvarlig, siger efterforskningsleder René Hansen fra Københavns Politi.

Men hvorfor bliver Dimi Litvinov så ikke opsøgt af politiet, som jo netop begrunder den fortsatte fængsling af de fire aktivister med, at der er andre gerningsmænd på fri fod?

- Det er ikke nærliggende, at politiet tramper rundt i Sverige, når der også pågår en efterforskning i Danmark mod gerningsmænd på fri fod, siger René Hansen.

- Desuden sad han anholdt under hændelsen, og der er måske sket ændringer i forhold til, hvad han var med til at planlægge og godkende, siger han.

De fire aktivister er varetægtsfængslet til den 7. januar.

- Så vil de enten blive løsladt, eller politiet vil begære dem fængslet i en uges tid mere for at få et anklageskrift klar, siger efterforskningslederen.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik