Politiet jagtede vanvidsbilist på tværs af Sjælland

Flugtbilist forsøgte forsætligt at påkøre en patruljebil fra politiet. Bilisten er nu varetægtsfængslet frem til slutningen af august.

Midt- og Vestsjællands Politi måtte søndag formiddag ud på en længere køretur for at bringe en 19-årig mandlig bilist til standsning.

Det fremgår af politikredsens døgnrapport.

Politiet fik en anmeldelse fra en bekymret borger, om at den 19-årige mand kørte hasarderet ad Holbækmotorvejen ved Gevninge i Lejre Kommune, da han havde skabt flere farlige situationer på motorvejen. Der var desuden mistanke om, at manden havde ramt flere andre bilister under sin kørsel.

Den handlekraftige borger fulgte efter den 19-årige, så politiet kunne finde frem til ham, og det lykkedes en patrulje at få kontakt med den mistænkte bil ved udfletningen til Ballerup. 

Her viste politiet ”slikkepinden – STOP politiet”. 

Det fik dog blot manden til at sætte farten op og forsætte af E20 i sydgående retning. Flugtbilisten forsøgte at køre fra politiet i høj fart ned af Køge Bugt Motorvejen. Ved Bjæverskov forsøgte en patrulje at overhale den 19-årige, men dette lykkedes ikke, da han var ved at påkøre patruljebilen forsætligt. 

Under sin farefulde færd var manden flere gange ved at påkøre andre bilister, som måtte undvige for at undgå sammenstød.

Bilist var narkopåvirket

Først ved Slagelse lykkedes det politiet at få standset den farlige bilist, da patruljerne fik lukket bilen inde mellem to politibiler. Den 19-årige mand og en 20-årig mandlig passager blev anholdt på stedet.

Føreren af bilen blev sigtet for at overtræde straffelovens regler om fareforvoldelse og for utallige færdselslovsovertrædelser.

Samtidig var de begge narkopåvirkede og den 19-årige blev derfor også sigtet for narkokørsel. Politiet beslaglagde bilen med henblik på konfiskation i sagen om vanvidsbilisme.

Den 20-årige medpassager, blev sigtet for at overtræde knivloven, da han er mistænkt for at have smidt en kniv ud af vinduet på bilen i forbindelse med flugten fra politiet.

Mandag formiddag blev den 19-årige mand fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde, hvor han blev varetægtsfængslet frem til den 26.august.

Politiet undersøger nu, hvor mange trafikanter, som er blevet ramt, generet eller har været i fare i forbindelse med den 19-åriges kørsel. Bilister eller andre trafikanter, som er blevet ramt/snittet i forbindelse med den farlige kørsel bedes kontakte politiet. 

Det gælder også trafikanter, som har måtte foretaget undvigemanøvre for at undgå, at blive ramt. Ifølge politiet er vidneforklaringer omkring den hasarderede kørsel er vigtig i forhold til at få belyst sagen.