Politiet godkendte SOSU-overvågning

Det var med politiets accept, at en ansat i hjemmeplejen i Solrød blev filmet med skjult kamera. Det skriver DAGBLADET, Køge.

På videooptagelser, der blev sendt på TV2 onsdag aften, ser man tydeligt den 45-årige hjemmehjælper fiske kontanter op af den ældre kvindes taske.

De skjulte optagelser blev lavet af kvindens søn, der længe havde haft mistanke til hjemmeplejen. Formanden for FOA Dennis Kristensen har skarpt kritiseret den fremgangsmåde, som han mener er i strid med loven.

Det er tilladt at sætte skjulte kameraer op i sit eget hjem, men hvis der jævnligt kommer andre mennesker på bopælen som gartnere, hjemmehjælpere eller rengøringspersonale, så bliver det betragtet som en arbejdsplads, og så skal der skiltes med videoovervågning.

I sagen fra Solrød valgte politiet at give grønt lys til overvågningen.

- De her sager kan være svære at efterforske. Der er ofte tale om mange forskellige hjemmehjælpere, der kommer på adressen, og vi kan heller ikke helt udelukke, at der er tale om glemsomhed blandt de ældre borgere. I det her tilfælde kom en borger med en konkret mistanke, og han havde selv mulighed for at installere kameraerne, og derfor valgte vi at godkende det, siger vicepolitikommissær Kim Lech fra Karlslunde Lokalpoliti til DAGBLADET Køge.

Han råder borgere til at tage kontakt til politiet, hvis de er i tvivl om reglerne.

- Såfremt man har en konkret mistanke, så bør man tage kontakt til politiet. I yderste konsekvens kan man risikere at få en bøde for ulovlig kameraovervågning, hvis reglerne ikke er overholdt, lyder rådet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik