Politiet får hjælp fra rumæner

Ligesom sidste år har Nordsjællands Politi nu hentet en rumænsk politimand op til kredsen for at få hjælp til at bekæmpe og opklare tyveri og indbrud i området.

Det kaldes en såkaldt rumænsk forbindelsesofficer, og han havde første arbejdsdag hos det danske politi i mandags, og allerede i går var der »bid«. Den rumænske politimand hjalp nemlig Nordsjællands Politi med at finde frem til to rumænske indbrudstyve, skriver Frederiksborg Amts Avis.
De to mænd på henholdsvis 24 og 19 år blev i går varetægtsfængslet i 14 dage ved et grundlovsforhør i Retten i Helsingør. De er sigtet for fire indbrudstyverier i Esrum natten mellem den 6. og 7. november.
- Vi har tidligere haft rigtig godt held med at få identificeret rumænerne på den måde. De kommer ofte med falske pas, men den rumænske politimand kan hjælpe med identifikationen. Og han ved, hvordan de rumænske indbrudstyve opererer, siger politiinspektør Karl Erik Yde Agerbo fra Nordsjællands Politi.
Den rumænske forbindelsesofficers opgave er blandt andet at sidde med ved afhøringer af rumænske anholdte for at skaffe dansk politi informationer til videre efterforskning, at hjælpe med at finde den sande identitet på anholdte og med at analysere baggrunden for den rumænske kriminalitet begået i Danmark. Den rumænske politimand skal være hos Nordsjællands Politi i en måned, hvorefter der er mulighed for forlængelse efter behov.
- Jeg tror, omkring en fjerdedel af de indbrud, vi har i kredsen, bliver begået af udlændinge. Dermed ikke sagt, at de alle sammen er rumænere, men det er de nok i de fleste tilfælde, siger politiinspektøren.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik