Politiet er tilfreds med et års indsats på Christiania

I et år har Task Force Pusherstreet bekæmpet hashhandel, og politiet er godt tilfreds med indsatsen.

Onsdag foretog Københavns Politis specialgruppe Task Force Pusherstreet (TFP) en aktion på Christiania, hvor man beslaglagde knap et halvt ton hash og to pistoler, ligesom fire mænd blev anholdt og fængslet, sigtet for narkokriminalitet.

Aktionen var den seneste i en lang række, som TFP har gennemført, siden den blev oprettet 1. september sidste år, og det er en tilfreds specialgruppe, der ser tilbage på det første års indsats.

Frem til 1. september i år havde man 1759 sager mod købere af hash og 79 sager mod sælgere. I alt er der i forbindelse med indsatsen beslaglagt godt syv millioner kroner i kontanter og 1,1 ton hash, der solgt på gadeplan er 55 millioner kroner værd.

- De organiserede kriminelle, der står bag den åbenlyse hashhandel i Pusherstreet er ved at være godt trætte af os, hedder det i en udtalelse fra lederen af TFP, vicepolitiinspektør Poul Kjeldsen.

- Det er vores vurdering, at de mange aktioner og hashbeslag betyder, at de kriminelle presses og svækkes. Forhåbentlig så meget, at de på et tidspunkt erkender, at deres levevej ikke er så attraktiv længere, hedder det videre

Indsatsen mod hashmarkedet i Pusherstreet, som ifølge politiets skøn omsætter for omkring en milliard kroner om året, er ikke begrænset til Christiania. Også i gaderne omkring fristaden er politiet på jagt efter hashkøbere og påvirkede bilister.

Og det har ifølge politiet virket. For nylig anslog Poul Kjeldsen i en mail til Ritzau, at hashhandlen i Pusherstreet er nedbragt med en tredjedel:

- Det er, med baggrund i efterretningsbilledet omkring hashhandlen i Pusher Street, Københavns Politis skønsmæssige vurdering, at hashhandlen som følge af den hidtidige indsats er begrænset til et niveau, der ligger cirka 30 procent under salgsniveauet i forhold til før, indsatsen blev iværksat.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik