Politiet dropper tiltale i sag om garagebarn

En familie i Helsingør undgår sag om vanrøgt, da politiet ikke rejser tiltale i såkaldt garagebarnsag.

Politiet opgiver at rejse tiltale imod familie om vanrøgt af en fireårig dreng, der blev fundet i en garage i Helsingør, oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

I mere end et år har forældreparret i Helsingør været sigtet for vanrøgt af deres barn, men torsdag kom det frem, at Nordsjællands Politi ikke vil rejse en straffesag.

 

- Anklagemyndigheden har besluttet at opgive sigtelsen for vanrøgt, idet Nordsjællands Politi ikke mener at kunne løfte bevisbyrden for, at drengen har været udsat for vanrøgt i straffelovens forstand, skriver politiet.

Sagen fik voldsom omtale i medierne, da betjente i august sidste år fandt en lille dreng i en garage på familiens bopæl. Forældrene havde i forvejen fået fjernet seks børn, da politifolkene i garagen fandt det syvende barn.

I den forbindelse blev begge forældre sigtet for vanrøgt af den nu femårige dreng.

 

- Det er min vurdering, at drengen primært er blevet holdt indenfor og ikke har haft meget kontakt med andre mennesker. Men det er ikke vanrøgt i straffelovens forstand, siger anklager ved Nordsjællands Politi Bente Schnack til Ritzau.

 

I februar undersøgte kommunen og politiet, om der var et ottende barn på adressen, men det viste der sig ikke at være.

I en tidligere mail til Ritzau skrev moren, Lisbeth Eliasen, at hele sagen - efter hendes mening - er en løgnehistorie, som er fabrikeret for at skade hendes navn og rygte som politisk aktiv. Eliasen har flere gange været opstillet ved kommunalvalg.

 

- Ventetiden er selvfølgelig et led i den direkte politichikane, som vi har været udsat for gennem mange år, skrev hun.

Ritzau har forsøgt over mail at indhente en ny kommentar fra familien.

De sigtede forældre er underrettet om afgørelsen pr. brev, oplyser politiet.

Tidligere gik den daværende socialminister Karen Hækkerup (S) ind i sagen og krævede handling fra Helsingør Kommune.

 

- Vi skal til bunds i den sag. Det er vigtigt for mig at understrege, at kommunerne har en forbandet forpligtelse til at gribe ind, når der er mistanke om overgreb, eller børn er gemt og skjult, sagde ministeren.

Kommunen forsvarede sig med, at de ikke mente, at der var hjemmel i loven til at gribe ind.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik