Politiet: Der er færre pushere på Vesterbro

Politiet på Station City fortsætter med at anholde pushere efter en sommerpause. Justitsministeren er glad.

Efter at politiet sidst i august genoptog jagten på Vesterbros gadepushere, er der blevet færre af slagsen i gadebilledet. Det fortæller vicepolitiinspektør Kaj Lykke Majlund, der er leder af lokalpolitiet på Station City.

- Jeg har fået en tilbagemelding fra en af mine betjente på gaden, og hans opfattelse er, at der er blevet færre pushere, og at tonen ikke er så hård, siger han til Ritzau.

Der har været rejst kritik af indsatsen mod narkohandlen på Vesterbro fra politiets egne rækker, efter at man sommeren over valgte at fokusere på lommetyverier frem for gadepusherne. Men nu er man tilbage på sporet, fortæller Kaj Lykke Majlund. I sidste uge meldte han ud, at man i perioden 26. august til 5. september anholdt 22 pushere.

- Vi har ikke gjort antallet af anholdte op siden, men den samme tendens fortsætter. Vi anholder løbende pushere, fortæller Kaj Lykke Majlund.

Justitsminister Morten Bødskov (S) siger i et skriftligt svar til retsordfører Tom Behnke (K), at de tv-optagelser, der kom frem i forbindelse med kritikken, gjorde indtryk på ham.

- Jeg er derfor også glad for for at kunne konstatere, at Københavns Politi allerede i sidste uge besluttede at normalisere indsatsen mod narkotikahandel på gadeplan på Vesterbro i København, siger Morten Bødskov.

Samtidig siger justitsministeren dog, at han ikke fra politisk side vil blande sig konkret i politiets indsats på området.

I et andet svar til Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, erkender Morten Bødskov, at problemet med narkohandel på Vesterbro og andre steder ikke er noget, man får bugt med foreløbig. På lang sigt er vejen frem en styrket indsats på blandt andet bandeområdet.

- Kun ved at ramme bagmændene og forsyningsleddene kan vi for alvor gøre noget ved problemet, siger Morten Bødskov.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik