Politiet: Brand i rockerklubhus var påsat

Blandt andet billeder fra videoovervågning viser, at en brand i Kvistgård var påsat. Endnu er ingen anholdt.

En brand i november i et rockerklubhus på Hejreskovvej i Kvistgård i Nordsjælland, der er tilholdssted for rockerklubben Bandidos, var påsat.

Det konkluderer Nordsjællands Politi nu efter at have efterforsket sagen siden den 20. november.

- Vi har fået overvågningsmateriale fra området, hvor vi kan se et hændelsesforløb, som gør, at vi kan konkludere, at ilden er påsat, siger politiinspektør Michael Hellensberg, Nordsjællands Politi, til Ritzau.

Branden brød ud, mens fire rockere lå og sov i klubhuset. Bygningen brændte ned, men der skete ikke noget med de fire mænd. Politiet fik anmeldelsen klokken 02.42.

Ilden opstod i et værksted i tilknytning til klubhuset.

Selv om politiet nu vurderer, at nogen satte ild til huset, har billederne fra overvågningen ikke kunnet afsløre identiteten på en eller flere gerningsmænd.

- Ad den vej er vi ikke kommet nærmere den direkte identifikation af dem, der har begået det, så der forestår en lang og tung efterforskning, siger Michael Hellensberg.

- Men vi har fået fastslået, at sagen handler om den alvorlige paragraf om brandstiftelse, hvor nogen sætter ild til noget uden at kunne udelukke, at menneskeliv kunne gå tabt, siger han.

Få dage inden branden i Kvistgård var et andet Bandidos-tilholdssted i Haslev blevet hærget af brand. Her var der dog ingen hjemme, idet Bandidos havde forladt bygningen.

Desuden har der været en påsat brand i en rockerrelateret tatovørforretning i Rødovre.

I Næstved har uro i rockermiljøet fået politiet til i et stykke tid at lukke et klubhus, hvor rockergruppen Westside Nation holder til. Gruppen er brudt ud af Bandidos og er derfor faldet i unåde.

Nordsjællands Politi kan ikke sige, om branden i Kvistgård hænger sammen med opgør i rockermiljøet.

- Det er en blandt flere teorier, og det ved jeg godt, at man vil spekulere i, men vi ved ikke, om det var det, der var motivet, siger Michael Hellensberg.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik