Politichef: Ingen ført bag lyset

Der er uenighed mellem Midt- og Vestsjællands Politis ledelse og betjentene om, hvad der rent faktisk skete, da ni borgmestre var på rundvisning på den nye politigård i Roskilde, skriver DAGBLADET Roskilde.

Midt- og Vestsjællands Politis direktør, Anders Linnet, går nu skarpt i rette med de politifolk, som i DAGBLADET i går fortalte, at politiet ved en rundvisning på hovedpolitistationen i Roskilde skulle have ført ni af politikredsens borgmestre bag lyset. Men betjentene fastholder deres version af forløbet.
- Jeg tager på det skarpeste afstand fra DAGBLADETs beskyldninger om, at vi skulle have ført politikredsens borgmestre bag lyset. Det er rigtigt, at vi under borgmestrenes besøg bad personalet i politipatruljerne udskyde frokosten for bedre at kunne præsentere flådestyringssystemet, men at beskylde os for på den baggrund at føre borgmestrene bag lyset er helt hen i vejret. Intet kunne ligge mig fjernere end forsøge at give borgmestrene andet end et retvisende billede af politidækningen i politikredsen, der den pågældende dag i øvrigt var helt normalt for politikredsen, siger Anders Linnet.
Men ifølge tillidsmand Flemming Sørensen blev der dirigeret betjente ud i patruljevognene, fordi borgmestrene var på besøg.
- Fra vagtcentralens side blev det besluttet at sende
beredskabspersonale på gaden og ud i politikredsens sektorer. Vagtchefen meddelte på min forespørgsel, at dispositionen blev foretaget for visuelt at give borgmestrene, i forbindelse med kredsrådsmødet, et indtryk af systemets muligheder. Jeg ved positivt, at flere patruljer, der var i færd med sagsbehandling, blev beordret på patruljekørsel i sektorerne. Som tillidsmand kritiserede jeg selvfølgelig denne beslutning, idet dette brød forstyrrende ind i kollegernes sagsbehandling, siger Flemming Sørensen Hos de berørte borgmestre er opfattelsen forskellig af, om der var tale om et arrangement, der skulle afspejle virkeligheden, eller der blot var tale om en teknisk demonstration af det nye flådestyringssystem. I går udtalte Roskilde borgmester, Poul Lindor Nielsen (S), at han forventer, at der ikke bliver pillet ved virkeligheden ved en sådan demonstration.
Det er Ringsteds borgmester Niels Ulrich Hermansen (V) enig i. Han vil således have sagen taget op på det kommende kredsrådsmøde, hvor politiledelsen i Midt- og Vestsjællands Politi mødes med politikredsens borgmestre.
Køges borgmester, Marie Stærke (S), ser derimod ingen problemer i sagen.
- Jeg følte mig ikke snydt. Jeg oplevede det som en demonstration, og for mig handlede det om at se teknikken i, hvordan de holder øje med bilerne, forklarer Marie Stærke.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik