Det drejer sig om bilejere, der ikke har betalt vægtafgift, været til periodisk syn med bilen eller betalt bilforsikringen. De kan de nærmeste dage forvente besøg af lokalpolitiet Roskilde.
- Vi har allerede været ude i to dage og klippet 15 nummerplader. Vi er startet forsigtigt op i denne uge, inden vi fra næste uge af skruer op for blusset, siger Michael Winsløw, der er leder af beredskabet i lokalpolitiet i Roskilde.
Han forklarer, at aktionsgruppen også vil køre ud om natten for at tage nummerpladerne og efterlade en besked om, at politiet har været der.
- Så kontakter vi dem på et andet tidspunkt og forklarer dem, at de bliver sigtet og vil modtage et bødeforlæg i størrelsesordenen 2000 kroner, siger han og understreger, at der er tale om bilejere, der gentagne gange har ignoreret at betale deres regninger.