Politi jagter teenage-drenge efter knivstik

Politiet mener at vide, hvem der stak en 21-årig ned i Vanløse, og leder efter tre drenge mellem 15 og 18 år.

Københavns Politi leder tirsdag aften efter tre drenge, som mistænkes for at have overfaldet to mænd med kniv i Vanløse i København tidligere på dagen.

Overfaldet på Jydeholmen kostede en 21-årig mand med relationer til rockergruppen Bandidos livet.

- Vi søger tre navngivne mistænkte, som vi mener har deltaget i det her, fortæller lederen af Københavns Politis bandeenhed, vicepolitiinspektør Lau Thygesen.

Det drejer sig om to drenge på 15 og 16 år samt en tredje på omkring 18 år.

- De ved godt, at vi søger efter dem, siger Lau Thygesen, der på nuværende tidspunkt ikke vil oplyse, om de i forvejen er kendt af politiet.

Selv om offeret for det dødelige knivstikkeri havde relationer til rockergruppen Bandidos, tyder intet på, at drabet har noget med bande- eller rockerkonflikterne at gøre.

- Vi mener, at det er noget der er opstået spontant, da de møder hinanden på gaden, siger vicepolitiinspektøren.

Overfaldet skete kort før middag tirsdag, da to danske mænd med tatoveringer blev stukket ned med kniv af tre meget unge mænd af udenlandsk herkomst.

Den ene blev stukket i armen og på hånden, mens den 21-årige fik flere knivstik i ryggen.

Han vaklede ind på det nærliggende værtshus Café Damsø.

- Lås døren og ring til politiet, sagde han ifølge en værtshusgæst, som ekstrabladet.dk har talt med.

På værtshuset fik han førstehjælp af en kvinde, hvorefter en ambulance bragte manden til Rigshospitalets Traumecenter, men hans liv stod ikke at redde.

Ifølge flere medier var den dræbte lillebror til en højtstående Bandidos-rocker, men Lau Thygesen ønsker ikke at udtale sig nærmere om, hvem han var.

De nærmere omstændigheder, der førte til det brutale overfald kan vicepolitiinspektøren endnu ikke oplyse.

- Vi har endnu ikke det fulde overblik, siger han og tilføjer:

- Indtil vi har fået talt med alle parter vælger vi at holde kortene så tæt på kroppen som muligt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik