Politi anholder fem personer for fremstilling af bomber i stor aktion

Nordsjællands Politi og Særlig Efterforskning Øst har anholdt fem personer og ransaget 13 adresser i en sag om mulig fremstilling af bomber.

Tre litauiske mænd har siden torsdag den 5. marts siddet varetægtsfængslet, sigtet for at have til hensigt at fremstille bomber.

I dag, godt to måneder senere, har Nordsjællands Politi i en koordineret indsats med Særlig Efterforskning Øst foretaget fem yderligere anholdelser i sagen.

I forbindelse med aktionen blev 13 adresser ransaget. Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Særlige mobiltelefoner, detonatorer og ledninger fundet

De tre litauiske mænd blev varetægtsfængslet, efter Nordsjællands Polit modtog et tip, som førte til fundet af ni mobiltelefoner, 27 detonatorer og flere ledninger og batterier, som ifølge politiet kunne brues til at fremstille bomber.

Samtidig kunne både mobiltelefoner, detonatorer og de andre fundne ting knyttes til de tre varetægtsfængslede personer.

Den indledende efterforskning tydede desuden på, at mobiltelefonerne var særligt fremstillet til at kunne fjerndetonere bomber.

Siden har politikredsen i samarbejde med Særlig Efterforskning Øst (SEØ) efterforsket sagen yderligere.

13 adresser ransaget

Det mundede i dag ud i en større koordineret aktion, hvor i alt 13 adresser i København og på den københavnske vestegn blev ransaget.

Samtidig blev fem mænd i alderen 20 år til 53 år anholdt, oplyser politiet.

- Dagens aktion er forløbet efter planen, hvilket jeg er svært tilfreds med, for der ligger både en intens efterforskning og et stort koordinationsarbejde bag.

- Nu skal vi afhøre de anholdte, og derefter tager vi i samarbejde med anklagemyndigheden stilling til, hvor mange af de fem, som skal fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. Det er dog sikkert, at der skal ske fremstillinger, fortæller vicepolitiinspektør Lau Lauritzen fra Nordsjællands Politi. 

Flere aktioner kan være på vej

Selvom dagens aktion bestod af adskillige ransagninger og anholdelser, er der muligvis flere på vej, lyder det fra Nordsjællands Politi.

quote Vi kan ikke udelukke, at der kommer til at ske flere ransagninger og anholdelser i denne sag

Lau Lauritzen, vicepolitiinspektør, Nordsjællands Politi

- Vi kan ikke udelukke, at der kommer til at ske flere ransagninger og anholdelser i denne sag, og af den grund holder vi vores kort endog meget tæt på kroppen. Af hensyn til den videre efterforskning kan jeg derfor ikke uddybe yderligere på nuværende tidspunkt om hverken sagen eller resultatet af dagens ransagninger, siger Lau Lauritzen. 

De fem personer bliver fremstillet i grundlovsforhør i morgen torsdag klokken 09.30 ved Retten i Hillerød.

Her vil anklagemyndigheden begære lukkede døre.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik