Pistolmand trænger ind hos sovende mand i Albertslund

En mand i Albertslund fik en brat og ubehagelig opvågnen lørdag morgen.

Det var en meget ubehagelig oplevelse, der lørdag morgen rev en mand i Albertslund ud af søvnen.

- Han ligger og sover, da der pludselig står en mand og peger på ham med en pistol, fortæller vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi, Michael Bundgaard.

Pistolmanden var kommet ind i rækkehuset ved at smadre et vindue.

- Han spørger så efter en kvinde, som han kender. Tilsyneladende tror han, at hun er på adressen, men det er hun ikke, siger vagtchefen.

Da det går op for pistolmanden, at kvinden ikke er i huset, går han igen.

- Vi sender en patrulje ud i området og finder manden siddende i et busskur, hvor han bliver anholdt uden dramatik, fortæller Michael Bundgaard.

Hvorfor den 25-årige mand trængte ind i huset, står hen i det uvisse.

- Vi ved, at der har været en fest i området i aftes, så måske er han gået forkert, da han ville finde kvinden, siger Michael Bundgaard.

Det viste sig, at der var skarpe skud i pistolens magasin, så foruden ulovlig indtrængen og trusler, sigtes den 25-årige for straffelovens paragraf om ulovlig våbenbesiddelse, der som udgangspunkt giver mindst et års fængsel i straf.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik