Piger brændte 13-årig i panden med cigaret

To piger er varetægtsfængslet i fire uger for et brutalt overfald på en 13-årig pige.            

Det var grove sigtelser, som to piger på henholdsvis 15 og 16 år stod overfor i et grundlovsforhør ved Retten i Frederiksberg onsdag.     
Pigerne er sigtet for legemsangreb af særlig grov og brutal karakter mod en pige på 13 år, og dommeren besluttede efter onsdagens to timer lange grundlovsforhør at varetægtsfængsle de sigtede piger i fire uger.

      I en lejlighed ved Bellahøj skulle pigerne ifølge anklageren have tildelt det 13-årige offer flere spark og slag i ansigtet og have slået hendes hoved ind i et skab.
  
    Derudover er pigerne sigtet for at have brændt hul i panden på den 13-årige med en cigaret samt på højre hånd.

      Anklageren påpeger, at offeret formentlig får men efter brandsårene.

      En af de sigtede sad roligt på sin plads i retslokalet iført en blå hættetrøje og med sit lyse hår samlet i en hestehale, mens anklageren læste sigtelsen op for hende.

      Den anden sigtede var ikke til stede i lokalet, inden dørene blev lukket.

      En kvindelig pårørende til en af pigerne var tydeligvis mærket af hele sagen. Umiddelbart efter hun ankom til grundlovsforhøret, brød hun sammen på bænken foran retslokalet.

      Da sigtelsen blev læst op, var hun dog kommet til sig selv igen.

      Politiet tog fat i voldssagen, da den forslåede 13-årige mandag eftermiddag søgte hjælp hos en voksen på Bellahøjvej. Inden da var hun flygtet fra en lejlighed, hvor hun havde besøgt en veninde.

      Tirsdag eftermiddag anholdt politiet de to piger.

      Hvad de sigtede sagde til beskyldningerne vides ikke, da anklageren krævede lukkede døre under grundlovsforhøret.

      Da pigerne er under 18 år skal de sidde varetægtsfængslet i hver sin lukkede institution for kriminelle unge.
 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik