Personer med svært nedsat immunforsvar får tilbudt tredje stik

Patienter med svært nedsat immunsystem og en række sygdomme får nu tilbudt tredje vaccinestik.

Personer med svært nedsat immunforsvar får tilbudt tredje stik med en coronavaccine.

Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

De personer, der tilbydes tidlig revaccination, er personer, som har en sygdom, eller får behandling mod en sygdom, som rammer de dele af immunforsvaret, der normalt reagerer på en vaccine.

Det drejer sig først og fremmest om personer med visse typer ondartede blod- og knoglemarvsygdomme, personer, der er organtransplanterede, personer i dialyse og personer, der har fået behandling med såkaldte særligt immunsupprimerende lægemidler eller har været i aktiv kemoterapi i løbet af 2021.

Skal booste immunrespons

Ifølge Helene Probst, der er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, skyldes anbefalingen, at personer med et svækket immunforsvar ikke har helt så god beskyttelse fra vaccinerne.

- Langt de fleste personer med et nedsat immunforsvar forventes at være godt beskyttet mod et alvorligt forløb med COVID-19, når de er færdigvaccinerede. Men personer med et svært nedsat immunforsvar har en meget nedsat eller manglende effekt af vaccinen.

- Derfor vil de nu blive tilbudt et tredje stik for at booste deres immunrespons og dermed beskytte dem mod et alvorligt forløb af COVID-19, siger Helene Probst i pressemeddelelsen.

Man kan tidligst få sit tredje stik, en måned efter at man har fået stik nummer to. Der må maksimalt gå ni måneder efter andet stik. De vil blive tilbudt enten Pfizer/BioNTech eller Moderna.

Coronavaccinerne er ikke godkendt til at blive brugt til et tredje stik, men har alligevel valgt at anbefale det, fordi der er studier, der tyder på, at det kan give en bedre beskyttelse.

- Der er nogen evidens for, at en tredje dosis vaccine oveni de to doser, der gives for at færdiggøre det primære vaccinationsprogram, kan øge disse patienters immunrespons og derigennem medvirke til at forebygge alvorlige sygdomsforløb med covid-19, skriver Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen bebudede allerede i sidste uge, at man var på trapperne med anbefalinger om et tredje stik til patienter med lavt immunforsvar.

Sundhedsstyrelsen er også i gang med at vurdere, om flere skal have et tredje stik.

I første gang vil det formentlig være de ældre borgere, der blev vaccineret først - for eksempel beboere på plejehjem.

I faktaboksen nedenfor kan du se, hvilke lidelser eller behandlinger, som personer, der modtager tilbud om tredje stik, har.

Disse personer får tilbudt tredje stik

Det er følgende lidelser eller behandlinger, som personer, der modtager tilbud om tredje stik, har:

  • Akut leukæmi eller kronisk myeolomonocytær leukæmi
  • Myelodysplastisk syndrom
  • Kronisk lymfatisk leukæmi
  • Myelomatose
  • Lymfom
  • Myelofibrose
  • Aplastisk anæmi
  • T-celle large granular leukæmi
  • Allogent knoglemarvstransplanterede
  • Primær immundefekt
  • HIV-infektion med udtalt immundefekt
  • Kræftsygdom med aktiv kemoterapi i 2021 - dog ikke personer, der alene har modtage tstråleterapi eller anden aktiv anticancer-behandling
  • Transplantation, herunder organtransplantation, knoglemarvstransplantation, stamcelletransplantation og kunstig hjertepumpe
  • Stamcelletransplantation - personer, der har fået stamcelletransplantation, får to nye doser to til tre måneder efter transplantationen
  • Hæmodialyse eller peritonealdialyse

Også personer, der har modtaget behandling med følgende lægemidler får tilbud om revaccination:

  • Rituximab
  • Ocrelizumab
  • Alemtuzumab
  • ATG
  • Ciclosporin
  • Tacrolimus
  • Mycophenolat
  • Immunglobulin substitution
  • Sphingosin-1-phosphat receptor inhibitor

Kilde: TV 2, Sundhedsstyrelsen 

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik