Pernille Blume er blevet opereret i hjertet

Hele Danmarks svømmedarling Pernille Blume er kommet vellykket gennem en operation i hjertet. Hun forsikrer, at hun snart er klar til at hoppe i svømmebassinet igen.

Dansk Svømmeunion oplyser i en pressemeddelelse på sin hjemmeside, at den tidligere OL-guldvinder Pernille Blume er kommet vellykket gennem en operation i hjertet.

- Operationen er gået godt, og jeg er meget glad for, at jeg fik foretaget indgrebet. Jeg fandt efter en udredning på hospitalet ud af, at jeg havde haft en lille blodprop, og i den forbindelse fik jeg derfor også tjekket mit hjerte, siger Pernille Blume og tilføjer:

- Her fandt lægerne ud af, at jeg havde et mindre hul, som skulle lukkes via en operation.

Operationen fandt sted på Rigshospitalet i januar for den tidligere OL-guldvfinder.

Pernille Blume blev undersøgt i hjertet efter at have døjet med nerveforstyrrelser i venstre arm, og operationen mindsker risikoen for blodpropper og hjertestop i fremtiden.

Efter operationen vil hun se tiden an, før hun fastlægger sit program for resten af året. I den nærmeste fremtid står hun foran en træningslejr i Sydafrika med resten af elitesvømmerne på Det Nationale Træningscenter.

 - Jeg kan allerede mærke, at det går i den rigtige retning takket være den store opbakning, som jeg har fået fra min træner, Dansk Svømmeunion, Team Danmarks læge, det skønne personale på Rigshospitalet og ikke mindst min familie, siger Pernille Blume.

Ved OL i Rio i 2016 vandt Pernille Blume overraskende guld i 50 meter frisvømning samt bronze i 4x100 meter medley.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik