Pendlere kritiserer kompensation: Opsparet rejsetid kan ikke bruges i S-tog

I tre måneder har pendlere på strækningen mellem Valby og Frederikssund kunne bruge en app til at ”få tiden tilbage” på den forlængede tur med togbus. Nu kritiserer de vilkårene.

Brugere af DSBs-appen "Få Tiden Tilbage" kan nu veksle optjente minutter til rejser - men ikke med alle togtyper. Foto: TV 2 Lorry

Vilkårene er for dårlige, den opsparede tid kan ikke bruges på relevante togrejser, og løbetiden er for kort.

Omtrent sådan kan togbrugernes på Frederikssundsbanens kritik af DSB-appen ”Få Tiden Tilbage” koges ned.

Det er helt latterligt, at det ikke gælder transport med S-toget.

Orly Christensen, S-togspendler, Frederikssund

Det fremgår af DSBs Facebookside, hvor flere brugere siden i går har udtrykt deres fortvivlelse over de optjente minutter, som de har samlet de seneste tre måneder.

Appen ”Få Tiden Tilbage” blev lanceret før sommeren i år, hvor DSB og Banedanmark stod foran en stor renovering af Frederikssundsbanen, hvilket betød en lukning af strækningen på 12 uger.

Som en slags plaster på såret tilbød DSB pendlerne, at de kunne opspare den forlængede rejsetid med togbus i DSB-appen. De opsparede minutter kunne herefter bruges til andre rejser hos DSB, når sporarbejdet var færdigt.

00:27

Underdirektør i DSB, Aske Wieth-Knudsen, svarer på kritikken af den nye app.

Luk video

Læs også Få din tid tilbage: DSB tester ny idé under sommerens sporarbejde

Optjente rejseminutter kan ikke bruges i S-tog

Nu er sporarbejdet færdigt, og mange pendlere har opsparet minutter, som kan veksles til rejser gennem appen – men langt fra alle vil komme til at veksle deres opsparede minutter til nye togrejser. 

Kompensationsrejserne kan nemlig ikke anvendes til S-togsrejser på trods af, at det netop er på S-togsstrækningen mellem Valby og Frederikssund, at minutterne er blevet opsparet.

Jeg kan ikke se, at jeg skulle kunne bruge 45 timer i tog, som ikke er på min rute til arbejde.

Orly Christensen, S-togspendler, Frederikssund

I betingelserne for appen ”Få Tiden Tilbage” skriver DSB, at hverken rejser med ”S-tog, metro, bus, lokal- og privatbane, letbane eller rejseleverandører som fx Arriva” er omfattet af de tog, som man kan bestille rejser til.

Og det er for galt, lyder det fra Orly Christensen, der dagligt pendler med S-tog mellem Frederiksund og Nordhavn. I løbet af de 12 uger med togbus har hun opsparet 45 timer, som hun kan veksle til rejser – men hun kommer ikke til at bruge dem.

- Det er helt latterligt, at det ikke gælder transport med S-toget. Hvis jeg skal have min tid tilbage, så skal jeg have det der, hvor jeg har brug for det, siger hun til TV 2 Lorry og tilføjer:

- Jeg kan ikke se, at jeg skulle kunne bruge 45 timer i tog, som ikke er på min rute til arbejde. 

Læs også Ny app skal kompensere togpendlere: "Umulig at bruge", lyder kritikken

Hun medgiver, at betingelserne for rejserne ”garanteret” har stået i appen hele tiden, men mener at DSBs kompensation er ”ubrugelig.

- Hvis de skal give kompensation, så skal det være noget, som reelt er et plaster på såret – ellers kan de lige så godt lade være, siger Orly Christensen.

DSB: Pilotundersøgelsen skal evalueres

Hos DSB kan man godt forstå en del af kritikken.

Vi vil hellere gøre noget og prøve det af end slet ikke at gøre noget.

Aske Wieth-Knudsen, underdirektør i DSB

Ifølge Aske Wieth-Knudsen, der er underdirektør i DSB, har DSB dog forsøgt sig med mange tiltag for at forbedre oplevelsen for de mange brugere i forbindelse med det omfattende sporarbejde.

Derfor er det ikke overraskende, at flere brugere er utilfredse, lyder vurderingen.

- Det er en pilotundersøgelse, og vi er egentlig glade for at få feedback fra vores kunder. Både om hvad der har virket godt, og hvad nogen mener virker mindre godt ved denne her test, siger Aske Wieth-Knudsen til TV 2 Lorry.

Underdirektøren forklarer, at da ”Få Tiden Tilbage” er en test, har DSB valgt at udbyde den optjente rejsetid som ”fritidsrejser” uden for myldretiden i tog, hvor man har vurderet, at der er pladskapacitet. 

Læs også DSB indsætter flere busser på strækning med sporabejde

Kan du forstå, at nogen føler, de slet ikke kan bruge de opsparede minutter?

- Ja, det kan jeg godt. Men det er sådan, at når vi tester ting, hvor vi giver noget gratis, oplever vi, at nogen hellere vil have noget andet, end vi har givet. Derfor tror jeg både, der er mange som er glade for de rejser, de nu kan få med ”Få Tiden Tilbage”, mens andre ikke vil være tilfredse.

Har det været kommunikeret godt nok, at de optjente minutter ikke kan bruges på S-togsrejser?

- Det er et godt spørgsmål. Vi må se på, hvor mange der sætter pris på det her i forhold til hvor mange, der ikke sætter pris på det, siger DSB-underdirektøren og tilføjer:

- Vi vil hellere gøre noget og prøve det af end slet ikke at gøre noget. Vi vil gerne anerkende, at vores kunder har haft forlænget rejsetider på grund af sporarbejdet, og det er det, vi har forsøgt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik