P-indtægter stiger igen: Se, hvor mange penge din kommune kratter ind

Hos FDM mener man, at kommunerne bruger parkeringsindtægterne til generel finansiering og ikke på bedre forhold for bilisterne.

Parkeringsindtægterne hos kommunerne i TV 2 Lorrys sendeområde går tilsyneladende kun én vej, og det er op.

16 af de 34 kommuner i sendeområdet havde i 2019 parkeringskontrol og  betalingsparkering. 

I alt skrabede kommunerne 748.745.718 kroner sammen i parkeringsindtægter sidste år, viser en opgørelse, som FDM har lavet.

Parkeringsindtægterne er en stigning på lige over 25 millioner kroner i forhold til 2018. I alt udskrev kommunerne 423.952 parkeringsafgifter i 2019.

Kommunernes parkeringsindtægter i 2019:

  • København - 643.800.000 kroner
  • Frederiksberg - 67.189.360 kroner
  • Køge - 10.701.221 kroner
  • Hillerød - 6.369.009 kroner
  • Lyngby-Taarbæk - 5.946.557 kroner
  • Tårnby - 3.441.999 kroner
  • Helsingør - 3.278.000 kroner
  • Roskilde - 1.884.744 kroner
  • Gentofte - 1.805.289 kroner
  • Gladsaxe - 935.283 kroner
  • Hvidovre - 899.130 kroner
  • Høje Taastrup - 771.546 kroner
  • Herlev - 583.511 kroner
  • Glostrup - 568.875 kroner
  • Ballerup - 369.131 kroner
  • Frederikssund - 202.063 kroner

Hos FDM mener man, at stigningen er et udtryk for, at der mange steder ikke er de parkeringspladser, som der er behov for, hvilket ofte kan føre til parkeringsafgifter.

Man anerkender, at der især i landets større byer kan være behov for at regulere færdslen med parkeringskontrol og betalingsparkering. 748 millioner kroner er dog rasende mange penge, lyder det fra biliejernes interesseorganisation.

- Vi kan konstatere, at de her penge ikke går tilbage til nye parkeringspladser til bilisterne, for så mange p-pladser bliver der simpelthen ikke bygget, siger chefkonsulent i FDM, Dennis Lange til TV 2 Lorry.

- Det er svært ikke at få den mistanke, at parkering er en kalkuleret indtægtskilde, som man ude i kommunerne bruger til at finansiere stort set alt andet end parkering.

Kommer ikke bilister til gode

Langt størstedelen af parkeringsindtægterne tilfaldt Københavns Kommune, der sidste år havde bruttoindtægter på cirka 644 millioner kroner.

Ifølge FDM er det ulovligt, hvis motivationen for kommunerne bunder i økonomi, og det er heller ikke rimeligt, at bilisterne skal betale en ekstra skat for at fylde kommunekassen.

- De her penge går til mange andre ting og en generel finansiering af kommunerne. Hospitaler og børnehaver er mægtig fint, det er bare ikke bilisterne, der skal betale for det, siger Dennis Lange.

Han mener, at når pengene stammer fra bilisterne, så bør de også gå tilbage til bilisterne i form af mere og bedre parkering.

Penge direkte i kommune-kassen

Størstedelen af indtægterne kommer fra kommunernes betalingsparkering, der løb op i 532 millioner kroner, mens resten kom fra parkeringskontrol.

Og som FDM's Dennis Lange fortæller, gik rigtig mange af pengene direkte i kommunernes lomme.

De må nemlig beholde alle indtægterne fra betalingsparkering op til et loft på 320 kroner per indbygger i kommunen.

Overstiger indtægten loftet, modregnes den i bloktilskuddet, der er det beløb, som staten hvert år betaler kommunerne.

Det er dog kun få kommuner, som overstiger loftet, fortæller Dennis Lange.

- Vi synes ikke. det er rimeligt, at bilisterne skal finansiere alt muligt andet – det har vi den generelle skattebase til, siger Dennis Lange.

Indtægterne fra parkeringsbøder deler kommunerne med Rigspolitiet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik