P-afgift stiger til 45 kroner i København

Et flertal på Københavns Rådhus vil nu hæve timeafgiften for at parkere i indre by til 45 kroner. S erkender, at timeprisen er tæt på smertegrænsen.

Det bliver snart dyrere at tage bilen med, hvis du skal i indre by i København. Et flertal i Teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune besluttede mandag at hæve p-afgifterne i det, der går under betegnelsen Middelalderbyen - det vil sige inden for voldene - til 45 kroner i timen. I dag ligger prisen på 29 kroner.

Prisstigningen skal gennemføres samtidig med, at københavnere, der bor i indre by, også får mulighed for at parkere der med en særlig billig p-licens i dagtimerne.
Så det handler ikke kun om at indskrænke, det handler også om at udvide mulighederne, lyder det fra det socialdemokratiske medlem af udvalget Lars Weiss. Hans parti stemte sammen med SF, Enhedslisten og De Radikale for forslaget, mens V, K og DF stemte imod. Over for berlingske.dk kalder Jakob Næsager (K) det "nærmest landevejsrøveri at hæve taksterne med mere end 50 procent".

Det afviser Lars Weiss dog og henviser til, at en takststigning for udefrakommende er nødvendig, hvis man skal undgå for meget pres på parkeringspladserne i indre by, når beboerne får mulighed for at bruge deres licens hele døgnet.

- Så de 45 kroner er for at få den effekt, at det bliver mindre attraktivt at tage bilen ind til byen, siger Lars Weiss.

Spørgsmål: Men hvorfor hæver I så ikke bare taksten til 100 kroner i timen, for det ville vel gøre det endnu mindre attraktivt?
- Jo, og sådan kunne man jo blive ved...

Spørgsmål: Det er der så også dem, der mener, at I gør?
- Ja, men vi mener, at vi har fundet et godt kompromis.

Spørgsmål: Betyder det, at I med de 45 kroner per time har nået smertegrænsen?
- Vi er i hvert fald meget tæt på, vil jeg mene, siger Lars Weiss. Prisstigningen ventes at træde i kraft sidst på året.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik