Hun er sådan lidt øm i kroppen.
- Jeg kan da godt mærke det i lårene, når jeg skal op og ned ad trapper.
Og det kan man vel egentlig godt forstå. Heidi Kristoffersen og hendes tre makkere på Team Valkyrie har nemlig udsat kroppen for lidt af en prøvelse den seneste uges tid.
Så står man der <em>in the middle of nowhere</em> og må ikke vende om, for så er man diskvalificeret. Jeg tænkte, hvad pokker gør jeg?
Natten til søndag krydsede de målstregen på den amerikanske østkyst efter 5.000 kilometer nærmest non-stop på cyklen tværs over USA i løbet Race Across America.
Syv dage, otte timer og 49 minutter tog det de fire kvinder at cykle fra vestkysten i Californien til østkysten nord for Washington ved på skift at tage en tørn i sadlen som en slags cykelstafet.
- Jeg er ikke helt færdig med at bearbejde det mentalt. Man har jo været i sådan en slags hurt locker, hvor alle har haft deres kriser undervejs. Det føles helt surrealistisk og mærkeligt endelig at være i mål, siger Heidi Kristoffersen, der er projektets initiativtager.
En krise eller to undervejs
Til tider holdt det hårdt. Alle fire ryttere havde sine kriser undervejs. En enkelt af holdets ryttere styrtede, dog ikke så slemt, og seks punkteringer blev holdet også ramt af.
- Der var kriser, hvor jeg stod i vejkanten og tudede, siger Heidi Kristoffersen.
Mens de tre holdkammerater har flere år som topatleter på cv'et, havde Heidi Kristoffersen aldrig før stiftet bekendskab med høje bjerge på en cykel. Så når stigningsprocenterne gennem Rocky Mountains og Appalacherne blev for skrappe, måtte hun give fortabt og lade de andre klare de stejleste stykker.
- Jeg lå i bilen og sov, mens Mette og Janni primært kørte de stejle stykker i Rocky Mountains. De så en bjørn helt tæt på, forklarer Heidi Kristoffersen.
Og så var der lige en tordenstorm, der ventede på holdet på den anden side af bjergene.
- Vi blev fanget i et uvejr i Kansas, hvor en tordenstorm simpelthen var så voldsom, at var ved at blæse os af vejen.
Værst gik det dog, da holdet var lige ved at blive væk fra hinanden. Heidi Kristoffersen havde stævnet ud en morgen i det amerikanske ingenmandsland med en god rygvind. Mens holdet foretog et stop på en tankstation kørte hun så langt i forvejen, at holdet i bilen troede, hun var blevet væk.
Tit tænker man, det her kan jeg ikke. Her har jeg lært, at jeg kan mere, end jeg lige troede.
- Så står man der in the middle of nowhere og må ikke vende om, for så er man diskvalificeret. Jeg tænkte, hvad pokker gør jeg?
Holdet fandt dog hinanden og kunne fortsætte turen. Næste alvorlige krise kom, da Appalacherne på grænsen til Virginia og Maryland skulle forceres. Her var holdet efterhånden så udkørt, at de var nødt til at køre i små, korte skift på otte kilometer.
- Da vi så når toppen af bjergene og er på vej ind mod målstregen i Annapolis åbnede himlen sig og vi fik et voldsomt regnvejr. De sidste 225 kilometer var de længste på hele turen, forklarer Heidi Kristoffersen.
I mål kom de dog. Endda i en tid, der ligger blandt de hurtigste i løbets historie i deres kategori. Og med halvanden dags hvile i benene er de også ganske godt tilfredse.
Race Across America
- Går fra Oceanside i Californien til Annapolis i Maryland. Uret starter i Californien og stoppes først, når man kører over målstregen i Maryland.
- Løbets totale længde er omkring 5.000 kilometer.
- Der cykles igennem 12 stater og på tværs af 4 tidszoner.
- Der skal forceres 53.000 højdemeter.
- Temperaturen svinger fra 40-45 graders i ørkenområder, til under frysepunktet, når bjergtoppene i over 3.600 meters højde krydses.
Missionen fuldført, sådan cirka
Cykelholdet bruger det hårde løb på at skabe opmærksomhed omkring børns vilkår - særligt for piger, som har været udsat for overgreb, misbrug og omsorgssvigt.
Undervejs havde jeg mine tvivler. Men jeg så lykkelig over, at det kunne lade sig gøre
Målet var 100.000 kroner indsamlet, inden de nåede målstregen i Annapolis, Maryland. Allerede inden turen gik i gang for lidt over en uge siden, havde de indsamlet lidt over 40.000 kroner.
De 100.000 kroner nåede holdet dog ikke at indsamle, hvilket skuffer Heidi Kristoffersen en smule. Alligevel kan hun se tilbage på en oplevelse for livet, der stadig kaster et fint beløb af sig til velgørenhed.
- Jeg troede ikke, at det var muligt at gøre det. Jeg havde en stærk tro på hele projektet, men undervejs havde jeg mine tvivler. Men jeg så lykkelig over, at det kunne lade sig gøre, siger Heidi Kristoffersen.
- Med mig tager jeg en masse optimisme og tiltroen til, at man er i stand til at gøre noget, man ikke troede, man kunne. Tit tænker man, det her kan jeg ikke. Her har jeg lært, at jeg kan mere, end jeg lige troede.
