Overlæge advarer mod ny, skræmmende tendens blandt lattergasmisbrugere

Lattergaspatroner til fester er blevet taget til et nyt og mere ekstremt niveau, og det bekymrer overlæge på Giftlinjen.

Unges forbrug af lattergas har nået helt nye højder.

Det er nemlig ikke længere kun små sølvfarvede lattergaspatroner, som bliver brugt til at indtage den euforiserende gas.

Det samme gør nu også store lattergasflasker på størrelse med en stor hårspray, og i mere ekstreme tilfælde suges lattergassen direkte ud af store gasflasker, som man kender fra industrielt brug.

Det fortæller Dorte Fris Palmqvist, der er overlæge ved Bispebjerg Hospital og ansvarlig for rusmidler ved Giftlinjen.

- Det er i år, vi første gang hører om det. Vi har haft to tre henvendelser, hvor folk selv angiver, at de har brugt de her gasflasker. Men derudover ser vi også de her flasker ligge på gaden – blandt andet på Nørrebro, siger hun til TV 2 Lorry.

Ifølge DR er der også fundet store lattergasflasker i Aarhus. 

(Artiklen fortsætter under billledet)

Her ses en brugt flaske lattergas.
Her ses en brugt flaske lattergas.
Foto: Presse-fotos.dk

Ved at inhalere lattergas får man en kort rus på højst et minuts tid. Læger og misbrugseksperter har dog længe været advaret imod det, da det kan give akut iltmangel, nerveskader og yderste konsekvens koste én livet, fordi man kan blive kvalt.

Riskoen for skader stiger

Risikoen for forgiftning bliver dog markant større, hvis lattergassen indtages fra en flaske, vurderer Dorte Fris Palmqvist.

Ifølge hende rummer de små sølvfarvede patroner otte gram lattergas, mens de store flasker kan rumme 580 gram, hvilket er halvfjerds gange så meget.

- Det appellerer jo til, at man tager mere. Vi kan også se, at dem, der ringer ind til os, måske tager 50-100 patroner på en aften. Så det er jo fordi, man i forvejen har et stort misbrug, at man har behov for at købe en stor gasflaske, siger hun.

Ifølge Dorte Fris Palmqvist modtog Giftlinjen sidste år knap 40 henvendelser om personer med forgiftningssymptomer fra lattergas.

Noget tyder dog på, at tallet for 2019 bliver højere, da Giftlinjen allerede omkring 3. kvartal i år har registreret det samme antal henvendelser, som de modtog hele sidste år.

- Vi ser flere, som har fået de her kroniske nerveskader, hvilket betyder, at de oplever følelsesforstyrrelser i hænder og fødder, eller også kan de have koordinationsbesvær, så de kan have svært at gå eller stå. De kan også have begyndende hukommelsesbesvær eller være flere sekunder ekstra om at svare på spørgsmål, siger Dorte Fris Palmqvist.

Ifølge hende tyder det på, at skaderne er vedvarende.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik