Oversigt

Seneste nyt

Overgangen til december byder ikke på rigtigt vinter-vejr

Vejret den kommende uge begynder med regn og blæst uden mange chancer for at se solen

Dog er der ikke udsigt til, at de sidste novemberdage og starten af december byder på "rigtig vinterligt" koldt vejr.

Det oplyser vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Martin Lindberg mandag morgen.

Dagtemperaturerne ligger først på ugen mellem fem og otte grader.

Tirsdag aftager vinden og bliver svag til jævn fra øst, ved kysterne dog stedvis frisk vind.

- Det bliver fortsat skyet og langsomt koldere. Der kommer koldere luft ind over Danmark østfra. Især fra onsdag kommer vi til at kunne mærke det køligere vejr, siger Martin Lindberg.

Kulden skyldes et højtryk over Rusland, som langsomt forskydes mod vest. Det får koldere luft til at strømme indover Danmark, lyder det fra DMI.

Derfor kommer dagtemperaturerne til at ligge på mellem to og fem graders varme. Om natten kan temperaturen nogle steder komme under frysepunktet. Andre steder byder natten på helt op til fire graders varme.