Overblik: Her bliver der delt mad ud lillejuleaften

Julen er for mange synonymt med store, veltilberedte måltider. Men for mange også lig med (for) store udgifter til mad. Herunder kan du se, hvor i TV 2 Lorrys sendeområde, du kan afhente overskudsmad i løbet af lillejuleaften.

And, flæskesteg, kalkun, brune kartofler, sovs, rødkål, æbler og svesker, ris a la mande, kirsebærsauce, nougat, marcipan og en masse andet godt.

Snart er julen over os, og det betyder for de fleste af os en række dage, hvor vi lader roen sænke sig og fylder maven med god mad.

For udsatte familier kan højtiden dog være lidt mere kompliceret. Maden er dyr, gaverne koster også penge, og det kan for nogle familier medføre søvnløse nætter med spekulationer om, hvor pengene så skal findes i budgettet.

Omvendt er julen også en tid, hvor madspildet traditionelt ligger højt - både i privaten, men også hos supermarkederne, der i tidligere tider måtte kassere masser af varer, som blev for gamle over de faste, lukkede juledage.

For den dengang 17-årige Rasmus Erichsen blev det for meget, og for fem år siden startede han derfor en Facebook-gruppe med navnet "Stop Spild Lokalt".

- Den helt simple grund til, at jeg startede gruppen er, at vi har et enormt madspild i Danmark, og samtidig er der rigtig mange mennesker, der har brug for mad, siger han til TV 2 Lorry.

Siden er konceptet vokset gevaldigt, og med hjælp fra frivillige distribuerer foreningen landet over hver dag 30 tons mad til udsatte. Mad, der ellers ville være endt i skraldespanden. 

I foreningen Stop Spild Lokalt kigger de også mod den årlige højtid, omend den ligger lidt tættere på end for resten af landet.

- Lillejuleaften er faktisk juleaften for os her i Stop Spild Lokalt, siger Rasmus Erichsen.

Han fortæller, at med opblomstringen af lokale madspildsgrupper landet over, lykkedes det på lillejuleaften sidste år foreningen at aktivere ikke færre end 3500 mennesker, der tilsammen uddelte over 350 tons overskudsmad på denne ene dag. 

Og forventningen er, at tallene vil ligge på nogenlunde samme niveau i år.

Desuden findes der i Lorryland også en række mindre, lokale initiativer der også agter at dele mad ud til de trængende i morgen.

Herunder har vi samlet et overblik over, hvor der bliver uddelt julemåltider og overskudsmad i vores sendeområde i løbet af lillejuleaften. 

Hvis du kender til et sted, der uddeler mad, skal du ikke tøve med at skrive til redaktion@tv2lorry.dk - så opdaterer vi listen løbende for at nå ud til så mange som muligt.

Foreningen Stop Spild Lokalt er paraply for en række lokale grupper, der hjælper med at distribuere overskudsmad i gruppernes nærområder. For at finde sin lokale gruppe, kan man på Facebook søge på navnet "Stop Spild Lokalt Bynavn" (Eks. Stop Spild Lokalt Hillerød). Det er i de lokale grupper, at uddelingssted og tidspunkt for hver by vil fremgå.

I TV 2 Lorrys sendeområde er der Stop Spild Lokalt-grupper i følgende byer:

  • Albertslund: Bytorvet 2 i Albertslund Centrum fra 22.30 til 23.30. Læs mere her.
  • København: Bella Arena på Center Boulevard 5 (lige ved siden af Bella Center) fra 22.15 til 24.00. Læs mere her.
  • Køge: Karlemosevej 51 fra 21.30 til 23.30, men der er individuelle mødetider med nummersystem. Læs mere her. 
  • Helsingør: På grund af coronaepidemien bliver der ikke afholdt julemaduddeling som normalt i Kulturhus Syd, men der er planlagt et alternativ. Læs mere her.
  • Hillerød: Frivilligcenter Hillerød på Fredensvej 12C fra 9 til 11. Vær opmærksom på, at det her er den 24. december. Læs mere her
  • Hvidovre: Lille Friheden 1 fra klokken 22. Læs mere her.
  • Ballerup: Ved Parken 1 fra 21.30 til 23.00. Læs mere her. 
  • Frederikssund: Her skal der skrives en privat besked til arrangøren, hvorefter man får adresse og tidspunkt for julemaduddelingen, der foregår sent om aftenen. Læs mere her.
  • Glostrup: Glostrup Fritidscenter på Christiansvej 2 (ved svømmehallen) fra 22 til 00.30, men der er individuelle mødetider med nummersystem. Pt er der ikke flere numre men mulighed for venteliste. Læs mere her. 
  • Greve: Gersagerparken 107 fra 22 til 23.30, men der er individuelle mødetider med nummersystem. Pt er der ikke flere numre at få. Læs mere her. 
  • Herlev: Perikumhaven 1 i gården klokken 23. Læs mere her
  • Lyngby: Lundtofte Boldklub på Ravnholtvej 11 klokken 22.15. Læs mere her.
  • Rødovre: Korsdalsvej 109 fra 9 til 11, men der er individuelle mødetider med nummersystem. Pt er der ikke flere numre at få. Vær opmærksom på, at det her er den 24. december. Læs mere her.
  • Roskilde: Her skal der sendes et hjerte i en privat besked til arrangøren, hvorefter man hører nærmere. Læs mere her. 


Desuden uddeles der også mad følgende steder:

  • Søhuset Konferencecenter i Hørsholm: Her laves der sunde måltider af overskudsmad, der doneres til familier i livskrise. Det kan eksempelvis være ved skilsmisse, dødsfald eller sygdom i familien. Maden uddeles fra kl. 14 og tilberedes af nonprofitorganisationen Mad med hjertet.








Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik