Over 43.000 stemmer i Lorryland er gået til spilde

Stram Kurs, Kristendemokraterne og Partiet Klaus Riskær Pedersen nåede ikke spærregrænsen og er derfor den primære årsag til det store stemmespild.

Man skal i udgangspunktet over spærregrænsen, hvis man skal have mandater i folketinget. Det er spillets regler. Men ofte vil der være opstillet partier og løsgængere til folketingsvalg, som ikke når de famøse to procent af stemmerne, som er spærregrænsen.

Dette folketingsvalg er ikke en undtagelse. Faktisk har borgere bosat i TV 2 Lorrys område spildt hele 43.520 stemmer, fordi de er gået til partier eller løsgængere, som ikke er nået over spærregrænsen, og derfor ikke er blevet valgt ind i folketinget.

Hele 41.727 stemmer gik til spilde på Stram Kurs, Kristendemokraterne og Partiet Klaus Riskær Pedersen i Lorrys område, mens de resterende 1.793 stemmer blev spildt på løsgængere i de forskellige storkredse.

Stram Kurs er skyld i største stemmespild

Mange borgere havde valgt at give deres stemme til Stram Kurs, men da partiet lige akkurat endte på den lave side af spærregrænsen gik Lorrylands borgeres 19.393 stemmer på Stram Kurs til spilde.

Kristendemokraterne og Partiet Klaus Riskær Pedersen er næsten lige gode om det. Det blev nemlig spildt henholdsvis 11.080 og 11.254 stemmer på de to partier.

TV 2 oplyser, at der på landsplan er gået 153.923 stemmer til spilde, og at dette folketingsvalg har haft det største stemmespild i flere årtier.

Stemmespild?

Selvom denne form for stemmer kaldes stemmespild, så vil mange mene, at der ikke er tale om reelt spild. Det er rigtigt, at stemmen ikke kommer til at have indflydelse på, hvem der havner i folketinget, men stemmen er ikke spildt i den forstand, at borgerne stadig har givet udtryk for deres holdning.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik