Restaureret fra top til tå: Jernbaneklub sætter 100 år gammel togvogn på skinner

En gammel togvogn fra 1906 har gennemgået en årelang restaurering og er nu klar til at køre på skinner igen.

- Det er rigtig stort det her. Det er en forvandling fra en grim ælling til en smuk svane, og nu er den klar til at vise sin skønhed for vores publikum.

Sådan siger Svend Åge Monnerup, der er PR-ansvarlig for Nordsjællands Jernbaneklub, til TV 2 Lorry, da vi fanger ham på en telefonforbindelse.

Begestringen er ikke til at tage fejl af hos Svend Åge Monnerup.

Og der er god grund til at være begejstret. For Nordsjællands Jernbaneklub har efter flere år formået at renovere veterantogvognen med navnet ONFJ B27 fra 1906, som nu er klar til at køre på skinner igen.

Den renoverede togvogn før og efter den gennemgribende restaurering.
Den renoverede togvogn før og efter den gennemgribende restaurering.
Foto: Jesper Jørgensen

Den smukke toprenoverede togvogn skal nu køre med passagerer, og indvielsen af jernbaneklubbens seneste togvogn sker i forbindelse med årets første julekørsel til Bakken 23. november. Her skal togvognen køre med passagerer fra Københavns Hovedbanegård til Klampenborg Station.

Men sådan var det langt fra i begyndelsen.

 Detaljer om ONFJ B 27 togvognen

Togvognen er bygget hos Scandia Randers, men havde et anderledes udseende end de øvrige danske personvogne.

Den havde tagryttere, fransk arkitektstil til en overbygning på en bygnings tag, i svensk model, noget som kun fandtes ved Nørre Broby Banen, Næstved-Præstø-Mern Banen og de Sønderjyske Amtsbaner.

Belysningen bestod af gaslys, og i begge ender af sidegangen var anbragt en petroleumslampe

Vognen har en totalvægt på 13 tons, og er 11.2 meter lang og er lige nu placeret i Græsted.

 

Kilde: Nordsjællands Veterantog

Gammelt ædelt håndværk til 2. og 3. klasses passagerer fra Fyn

Togvognen er oprindeligt bygget til Odense-Nørrebroby-Faaborg Jernbanes åbning i 1906, og var kombineret 2. og 3. klasses sidegangsvogn med plads til 12 rejsende på 2. klasse og 24 rejsende rejsende på 3. klasse.

På billedet ses to kupeer fra 2. og 3. klasse. Sæderne med træbænke er fra 3. klasses kupeen, og plys-sofaer til 2. klasses rejsende.
På billedet ses to kupeer fra 2. og 3. klasse. Sæderne med træbænke er fra 3. klasses kupeen, og plys-sofaer til 2. klasses rejsende.
Foto: Svend Åge Monnerup

I 1949 overtog DSB driften af hele det sydfynske jerbanenet, men vognen fik kun en kort tid hos DSB som i 1952 solgte vognen til ophugning.

Men i 1980 fandt Nordsjællands Jernbaneklubs medlemmer vognen, og fik efter lidt overtalelse lov at tage den med til Sjælland. 

Ved fundet var den gamle jernbanevogn udvendigt meget intakt, men manglede undervognen,.

Tilfældigvis havde man en undervogn fra en gammel pakvogn hos Nordsjællands Veterantog - og skæbnen ville, at de to passede perfekt sammen.

Smukke detaljer på hatte- og paraplyholder, som projektleder, Jesper Kjær Jørgensen, har restaureret med flot flettearbejde
Smukke detaljer på hatte- og paraplyholder, som projektleder, Jesper Kjær Jørgensen, har restaureret med flot flettearbejde
Foto: Svend Åge Monnerup

2. og 3. klasses vogn og 1. klasses håndværk

Og nu står den så klar, i al sin pragt og restaureret med øje for både tid og sikkerhed, for vognen lever fuldt ud op til de sikkerhedskrav som stilles til jernbanemateriel.

Selvom det er en 2. og 3. klasses togvogn er vognen, ifølge Svend Åge Monnerup, helt særlig.

- For mig er det et førsteklasse-eksempel på gedigent håndværk, som en vognmager for 113 år siden var stolt af at levere til de Fynske baner, siger han til TV 2 Lorry.

- Vi brænder jo for at få gammelt materiel ud og køre igen og vise det gamle håndværk, som har fantastiske detaljer, fortæller Svend Åge Monnerup og fortsætter:

- Det er lige før, det er bedre end at køre med DSB.

Gangen i den gamle jernbanevogn, som leder ind til kupeerne.
Gangen i den gamle jernbanevogn, som leder ind til kupeerne.
Foto: Svend Åge Monnerup

Togvognen kommer til at køre 23. og 24. november fra København Hovedbanegård til Bakken.

Den 30. november samt 1., 7. og 8. december kører vognen fra København Hovedbanegård til Kronborg. 14., 15. og 21. december kører togvognen fra Helsingør til Bakken og Københavns Hovedbanegård.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik