Otte personer sigtes efter terrorparagraffen

Seks mænd og to kvinder, der fremstilles i grundlovsforhør, sigtes for den mest alvorlige terrorbestemmelse, oplyser politiet

I alt otte personer bliver fremstillet i grundlovsforhør efter den store antiterroraktion onsdag.

Det oplyser Dommervagten i København.

Københavns Politis kommunikationsafdeling bekræfter, at der er tale om otte.

Seks af dem er mænd. De sidste to er kvinder. Alle bliver sigtet for den mest alvorlige terrorbestemmelse i straffeloven, der hedder paragraf 114, stk. 1. Hvis man kendes skyldig, kan man risikere fængsel på livstid.

Onsdag blev 20 personer anholdt efter en storstilet aktion rundt i hele landet, og dermed bliver de resterende 12 efter alt at dømme løsladt.

Grundlovsforhøret vil blive delt op i to forskellige retssale. I den ene fremstilles tre personer, i den anden fem.

Hvorfor det sker, vides ikke.

Konkrete sigtelser kendes endnu ikke

Baggrunden for aktionen er en mistanke om, at en række gerningspersoner har været i færd med at planlægge et terrorangreb.

De konkrete sigtelser mod de otte kendes endnu ikke, men de vil blive fremlagt i grundlovsforhøret, som ventes at begynde klokken 11.30 i København.

Og hvordan de otte forholder sig til sigtelserne, vides endnu ikke.

De omkring 20 personer er anholdt for at skaffe "remedier", som politiet kalder det, til at fremstille sprængstoffer og for forsøg på at skaffe skydevåben.

De syv involverede politikredse var København, Københavns Vestegn, Midt- og Vestsjælland, Fyn, Midt- og Vestjylland, Østjylland og Nordjylland.

Baggrunden for aktionen er en mistanke om, at et terrorangreb med et "militant, islamistisk motiv" var ved at blive forberedt, oplyste Flemming Drejer, operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste (PET), på et pressemøde onsdag.

Det var klokken 14.42 onsdag, at Københavns Politi meldte ud, at politiet over hele landet var i gang med en større aktion. Man ville dog ikke melde ud, hvad det handlede om.

Omkring en halv time senere blev der så indkaldt til pressemøde.

Ritzau


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik