Ornitologer roser fuglevenlig kirkegård: Den kan jo næsten ikke blive bedre

Kirkegårde er alt for friserede og velplejede, mener ornitologernes landsforening.

Dansk Ornitologisk Forening mener, at mange kirkegårde er alt for friserede og velplejede, og fremhæver blandt andet Solbjerg Parkkirkegård på Frederiksberg som et sted med plads til forbedringer.

Foreningen vil have mere vild natur, der gavner fuglelivet.

- For eksempel kan man lægge en del af større græsplæner hen, måske lave en blomstereng, hvor blomsterne rent faktisk får lov at blomstre, og så kan man måske nøjes med at slå græsset en gang om året, foreslår biolog Knud Flensted.

Han mener også, at det er en god ide at bevare gamle træer og lade døde grene og stammer ligge.

Og at man tænker over, at når der skal plantes nyt, så er træer fra den danske natur de bedste for fuglene, og det samme gælder planter med bær og nødder.

Fremhæver kirkegård i Gentofte

Nogle kirkegårde er dog eksemplariske. Knud Flensted fremhæver blandt andet Mariebjerg Kirkegård i Gentofte som et fuglevenligt sted.

- Den kan jo næsten ikke blive bedre. Det er jo nærmest en naturkirkegård, hvor man har mulighed for at blive begravet i skoven eller i en blomstereng eller lignende. Nogle af de elementer kan man også bruge på almindelige kirkegårde. 

Mariebjerg Kirkegård i Gentofte er et fuglevenligt sted.
Mariebjerg Kirkegård i Gentofte er et fuglevenligt sted.
Foto: TV 2 Kosmopol

Det er Frederiksberg Kommune, der ejer Solbjerg Parkkirkegård, og Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen (Kons.), er ikke afvisende over for det, som Dansk Ornitologisk Forening foreslår.

- Vi gør rigtig meget ud af at have træer og sikre biodiveristeten. Hele det fokus fylder mere og mere. Så jeg synes, at det er et rigtig fint indspark, som vi kan tage med os. Også på Solbjerg Parkkirkegård hvor vi netop gerne vil have, at det fremstår roligt og rekreativt, siger han.

10 råd til bedre vilkår for fugle på kirkegårde:

  1. Giv plads til vild natur, hvor det er muligt på kirkegården. Variation er godt.
     
  2. Godt med træer, buske og urter, man kan finde i den danske natur. Planter med bær, nødder, frø og andre frugter, som fuglene spiser, er også gode. 
     
  3. Tornede buske er ofte særligt gode redesteder for sangfugle, drosler, gærdesmutte og andre småfugle.
     
  4. Gamle træer med huller og måske hule stammer giver plads til liv. Det samme gælder døde grene og stammer.
     
  5. Redekasser til for eksempel fugle og flagermus kan være velegnede erstatninger, hvis der er mangel på gamle træer med huller.
     
  6. Pesticider er skidt, og gødning bør så vidt muligt også undgås.
     
  7. Især stendiger, jordvolde og andre naturprægede skel er ofte små oaser for den vilde natur på kirkegårde.
     
  8. Kirketårne og -lofter har gennem århundreder været levesteder for natugler, slørugler, kirkeugler, tårnfalke, mursejlere og alliker. Sørg for at fuglene altid har adgang til ynglestederne. Eventuelt kan der placeres redekasser inde på loftet eller direkte bag glughuller og andre åbninger.
     
  9. Måske kan det overvejes, om man skal se lidt mere gennem fingrene med gravsteder, hvor der står lidt vilde planter. Både fugle og sommerfugle vil meget hellere have lidt ’ukrudt’ end store partier med perlesten.
     
  10. 10. Tag eventuelt kontakt til Dansk Ornitologisk Forenings lokale afdelinger. De kan ofte hjælpe med gode råd og vejledning.

 

Kilde: Dansk Ornitologisk Forening.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik