Organisationer kalder på danskere: Flygtninge søger venner

Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors er på udkig efter flere frivillige, som har lyst til at blive venner med flygtninge.

33-årig Naseem Popal, der er flygtning fra Afghanistan er en af de heldige, der er matchet med en dansk kontaktperson via Røde Kors. 

- Jeg er glad for at være i kontakt med en dansk person. Både min kone og jeg kan blive bedre til at tale dansk, siger Naseem Popal til TV 2 Lorry. 

Hjælp til det sproglige er blot en af mange fordele ifølge flere eksperter. Danske venner kan nemlig være altafgørende for integrationsprocessen af de nyankomne flygtninge. Men de er ikke altid lige til at finde, skriver Røde Kors. 

Flere end 140 flygtninge i hovedstadsområdet leder nemlig stadig efter danske venskaber.  

- Det handler både om at gøre praktiske ting lettere, men også om at skabe nye netværk og venskaber, for de personlige relationer kan være nøglen til at komme ind i det danske samfund, siger Lone Tinor-Centi, der er chef for Dansk Flygtningehjælps Frivilligafdeling.

quote Det er altafgørende, at flygtninge får en form for netværk. Det giver tryghed, det giver en fornemmelse af, at man hører til, at man ikke er alene.

Mozhdeh Ghasemiyani, Integrationsekspert og Psykolog. 

Derfor appellerer Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors nu til danskerne om at række hånden ud og hjælpe med at tage imod de flygtninge, der har fået ophold i Danmark. Ifølge Røde Kors kan man som frivillig gøre en stor forskel for flygtninge i deres hverdag.  

Netværk er afgørende

Som frivillig ven til en flygtninge kan man komme til at hjælpe sin nye ven med helt basale hverdagsudfordringer. Det kan være alt fra hjælp til at blive en del af det danske foreningsliv, til at forklare hvordan man eksempelvis bruger NemID. 

Integrationsekspert og psykolog Mozhdeh Ghasemiyani fik selv hjælp af en frivillig dansk ven, da hun kom til Danmark sammen med sin familie. Hun mener, at sociale relationer kan gøre en markant forskel.

- Det er altafgørende, at flygtninge får en form for netværk. Det giver tryghed, det giver en fornemmelse af, at man hører til, at man ikke er alene. Netværket er nøglen til et godt liv i det danske samfund. Det frivillige møde er vigtigt, fordi man som flygtning har brug for det medmenneskelige møde med en, som viser omsorg af egen fri vilje, siger Mozhdeh Ghasemiyani til Røde Kors. 

Frivillig alene eller med familien

Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp oplever en stor efterspørgsel blandt kommunens flygtninge efter frivillige venner og netværkspersoner. Det er både enlige flygtninge og familier, som søger venner. Derfor kan man som frivillig både melde sig alene eller sammen med sin familie.

Når man er blevet matchet, bestemmer man selv, hvad man vil lave sammen. Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp opfordrer dog til, at man ses regelmæssigt.

Naeem Popal, der har boet i Hørsholm sammen med sin familie i halvandet års tid, er så småt ved at lære dansk. Men han forklarer, at det har været vanskeligt at få kontakt til danskerne. 

- Jeg håber derfor, at vi stadig kan bevare vores venskab, siger han om sin nuværende danske kontaktperson. 

Få et overblik over hvor og hvor mange frivillige Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp mangler 

  • Dragør – 15 (Røde Kors)
  • Egedal – 5 (Dansk Flygtningehjælp)
  • Furesø – 10 (Røde Kors)
  • Gentofte – 5 (Dansk Flygtninghjælp)
  • Gladsaxe – 10 (Dansk Flygtninghjælp)
  • Greve – 20 (Dansk Flygtninghjælp)
  • Gribskov – 5 (Dansk Flygtninghjælp)
  • Helsingør – 10 (Dansk Flygtninghjælp)
  • Hørsholm – 10 (Røde Kors)
  • Køge – 15 (Dansk Flygtninghjælp)
  • Lejre – 10 (Dansk Flygtninghjælp)
  • Roskilde – 10 (Dansk Flygtninghjælp)
  • Rudersdal – 10 (Røde Kors)
  • Tårnby – 5 (Dansk Flygtninghjælp)
Kilde: Røde Kors

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik